Mors-Thy matchede mestrene
Mors-Thy Håndbold fik point i den svære udekamp mod KIF Kolding København
Opdateret kl. 21:07
SLAGELSE: Mors-Thy Håndbold var onsdag aften på en svær opgave i Boxer Herreligaen på udebane mod de forsvarende danske mestre fra KIF Kolding København, og storfavoritterne fik kamp til stregen i opgøret, der endte 24-24.
Gæsterne havde stor ære af kampen, og efter små ni minutters spil kunne Henrik Tilsted give nordvestjyderne føringen med sin tredje scoring til stillingen 4-5 i Mors-Thy Håndbolds favør.
Hjemmeholdet fik efterfølgende bedre styr på begivenhederne med tre scoringer i træk, men gæsterne lod sig ikke ryste, og mestrene måtte derfor nøjes med en spinkel pauseføring på 11-10.
En tæt afslutning
Efter pausen fortsatte gæsterne med at presse forhåndsfavoritterne, og efter otte minutters spil af anden halvleg var KIF Kolding København igen bagud - denne gang med 15-16.
Med et lille kvarter tilbage af kampen i Antvorskovhallen havde Mors-Thy Håndbold stadig kontakt ved stillingen 18-18, og en tæt afslutning på opgøret virkede derfor ganske realistisk.
Spændingen så ud til at forsvinde, da hjemmeholdet fik etableret en føring på 22-19 med 10 minutter tilbage på uret, men Mors-Thy Håndbold kæmpede sig op på 23-23 fem minutter før tid. Med 17 sekunder tilbage af kampen ramte Torsten Laen overliggeren, og så kunne Henrik Tilsted udligne til slutresultatet 24-24 med sin syvende scoring.