Mors-Thy ned på jorden igen
MTH tabte 25-31 ude til Ribe-Esbjerg
ESBJERG: Mors-Thy Håndbold kunne onsdag aften ikke følge op på storsejren forleden mod Nordsjælland Håndbold. Morsingboerne tabte således bundkampen ude mod Ribe-Esbjerg med 25-31 efter 12-16 ved pausen.
Hjemmeholdet lagde godt fra land og kom hurtigt foran med tre-fire mål. Et forspring som hjemmeholdet holdt til halvleg.
Træner Jan Paulsen forsøgte at vække sine spillere i pausen, uden at det dog havde den store effekt. Holdene fulgtes pænt ad i 2. halvleg, uden at gæsterne formåede at spise af forspringet.
Nederlaget betyder, at Mors-Thy hænger fast i den tunge ende af Herre Håndbold Ligaen.
Mors-Thy spiller igen allerede lørdag, når SønderjyskE kommer på besøg i Thy Hallen.