14-årig pige kørte i bil uden nummerplader - men der var mere galt

En stribe biler beslaglagt, da politiet dukkede op på adresse i Rakkeby

Arkivfoto

Arkivfoto

RAKKEBY:En patrulje stoppede rutinemæssigt en mistænkelig bil, da de fredag aften kl. 20:22 kom kørende ad Blåborgvej i Rakkeby.

Bilen fangede betjentenes opmærksomhed, fordi den ikke havde nummerplader på - og ved nærmere eftersyn så de, at en kun 14-årig pige sad bag rattet.

Ud fra stelnummeret på bilen kunne patruljen konkludere, at bilen var importeret fra Tyskland, og da de opsøgte den adresse på Blåborgvej, som pigen var kommet fra, blev de for alvor interesserede.

Her traf de en 30-årig mand, der bor på adressen sammen med sin 62-årige far. De havde yderligere fem biler til at stå på adressen. Politiet blev mistænksomme, og bilerne blev beslaglagt, mens det undersøges, om bilerne er klonede.

Pigens værge er en 46-årig mand fra Spjald. Eftersom hun kørte i en af den 30-åriges biler, er han nu sigtet for at overlade førerretten til en person uden kørekort.

Kloning af biler

Kloning af en bil betyder, at bilen kører rundt med et andet registreret stelnummer, typisk fra samme mærke og model.

Det kunne for eksempel foregå på den måde, at en stjålet bil fra Tyskland bliver kørt til en autoophugger og får andre registreringspapirer og et andet stelnummer påsat - typisk fra en bil, som ophuggeren har liggende, som egentlig er totalskadet.

Bilen kommer så til registreringssyn, og der står, helt korrekt, at det er den pågældende bil med de rigtige oplysninger.

Bilen bliver derefter indregistreret i Danmark og solgt videre til en kunde med det nye påsatte stelnummer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.