Åbning af masser af østers - men desværre ikke fra Limfjorden

Den traditionelle Limfjordsøsters er ramt af en parasit, så der måtte importeres østers til årets DM i østersåbning i Nykøbing

For 10. år i træk kunne Jesper Knudsen kalde sig vinder af DM i østersåbning. <i>Foto: Bente Poder</i>

For 10. år i træk kunne Jesper Knudsen kalde sig vinder af DM i østersåbning. Foto: Bente Poder

NYKØBING:Lørdag blev skaldyrssæsonen skudt i gang på Mors med den symbolske landing af en kasse østers i havnen i Nykøbing - båret i land lørdag klokken 12 af bl.a. Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Det blev så også starten en af de årlige fejringer af skaldyrene på Mors, Østers-og Muslingepremiere - om end der var taget hul på  festlighederne fredag med bl.a. gourmetarrangementet Wine & Dine.

Lørdag eftermiddag var det så tid til finalerne i to af de danmarksmesterskabskonkurrencer, som også traditionelt er en del af Østers- og Muslingepremieren: DM i champagnesabling og DM i østersåbning.

De champagneflasker, der blev åbnet med sabel, var selvfølgelig som altid importeret fra Frankrig. Derimod plejer det at være lokale råvarer, som kommer under kniven, når kokke og andre dyster om at åbne østers hurtigt og sikkert.

Men ikke i år. Den bestand af østers, som normalt går under navnet Limfjordsøsters, er angrebet af parasitter, og derfor er fangsten af dem indstillet for i år. Arrangørerne måtte importere østers fra Holland.

Men der blev jo landet friskfangede østers tidligere på dagen i Nykøbing?

Ja, men det var de såkaldte gigaøsters, også kaldet Stillehavsøsters, den invasive art, som har etableret sig i både Vadehavet og i indre farvande som Limfjorden. De er ikke angrebet af parasitten, og det er primært disse østers, som bliver serveret for publikum under Østers- og Muslingepremieren.

Også i DM i champagnesabling blev titlen forsvaret af sidste års vinder. Danmarksmesteren hedder igen i år Søren Bordye, der kommer fra restauranten Klassisk 65 oi Aarhus. <i>Foto: Bente Poder</i>

Også i DM i champagnesabling blev titlen forsvaret af sidste års vinder. Danmarksmesteren hedder igen i år Søren Bordye, der kommer fra restauranten Klassisk 65 oi Aarhus. Foto: Bente Poder

Men det går ikke at bruge den art, når der skal dystes i østersåbning. Det skal være de flade østers, som også bruges i konkurrencerne i andre lande - herunder til VM i østersåbning.

- Det er rigtig ærgerligt, at man i år, for første gang i de 12 år, DM i østersåbning har været afviklet, har måttet importere østers til konkurrencen, siger Christian Kjeldsen, eventproducent for weekeendens arrangement.

- Men vi er jo desværre ikke herre over naturen, og vi kan jo stadig servere både muslinger og østers fra Limfjorden. Bare ikke den art, siger han.

Jesper Knudsen skal - igen - repræsentere Danmark ved VM i østersåbning, der i år finder sted i Galway i Irland.  <i>Foto: Bente Poder</i>

Jesper Knudsen skal - igen - repræsentere Danmark ved VM i østersåbning, der i år finder sted i Galway i Irland.  Foto: Bente Poder

Om det kun bliver denne ene gang, der skal åbnes importerede østers til DM-konkurrencen - det afhænger af udviklingen i bestanden. Men Christian Kjeldesen er forberedt på, at det heller ikke i 2023 bliver en konkurrence med lokale østers. Han glæder sig til gengæld over en rigtig godt besøgt første dag af østers- og muslingepremieren - trods eftervirkninger efter coronaen og en ny truende krise.

Og hvordan gik det så østersåbnerne? Konkurrencen blev for 10. år i træk vundet af Jesper Knudsen, der er køkkenchef hos Siemens-Gamesa.

Hos champagnesamlerne blev vinderen for anden gang Søren Bordye fra restaurant Klassiske 65 i Aarhus.

Fejringen af skaldyrene fortsætter søndag med DM i østersgastronomi. Desuden er der en ny konkurrence for tjenere, Tjenerbattle, på programmet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.