Ældre på Mors forsødes for fuld musik

Plejecentrene på Mors takker ja til gratis koncerter fra Aalborg Symfoniorkester

Morsø Afklaringscenter får som det første af øens plejecentre besøg af Aalborg Symfoniorkester.Arkivfoto

Morsø Afklaringscenter får som det første af øens plejecentre besøg af Aalborg Symfoniorkester.Arkivfoto

MORS:Morsø Kommune kan nu tilbyde sine ældre på plejecentrene sød musik i en sur tid. Og musikken er ganske gratis takket være en god kontakt til Aalborg Symfoniorkester.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Morsø Kommune har i Anja Birch Alsøer (V) en repræsentant i Aalborg Symfoniorkesters kontaktråd, og symfonien har nu tilbudt gratis mini-koncerter til øens plejecentre. Det vækker lokal begejstring. Koncerterne finder sted i denne uge og de kommende uger, hvor orkestret også vil tage rundt til andre plejecentre i regionen.

I samarbejde med lokalpolitikerne Anja Birch Alsøer (V), udvalgsformand Henning Sørensen (V) og direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Morsø Kommune, Henrik R. Christensen, har lederne på øens plejecentre fået forelagt tilbuddet.

- Der skal lyde stor ros til lederne og medarbejderne for at finde kapacitet i deres travle hverdag til en “pludselig” opstået mulighed, som vil være til stor glæde for beboerne. Og selvfølgelig skal Aalborg Symfoniorkester også have stor ros for det flotte tiltag, lyder det fra dem alle tre.

Syv af øens plejecentre har takket ja til tilbuddet om besøg af symfoniorkestret. Der vil være mellem tre og fem musikere, der vil spille i 10 til 20 minutter for beboerne. Tilbuddet er kun gældende for plejehjemmets beboere for at sikre, at forsamlingsforbuddet overholdes.

De første fire koncerter finder sted i morgen, torsdag, mens der er programsat tre koncerter onsdag i næste uge.

Morsø Kommune glæder sig over, at repræsentantskabet i symfoniorkestret kan omsættes til glæde for borgerne, da alle arrangementer og frivillig aktivitet i disse coronatider er aflyst.

- Vi er dog glade for, at vi i Morsø Kommune som en af de første kommuner fik lov til at åbne op for pårørende for udendørs besøg, men at der skabes en aktivitet udover det, er kun glædeligt, siger Anja Birch Alsøer og Henning Sørensen i pressemeddelelsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden