Ansgar Nygaard fik ridderkorset
Han tager gerne en tur til ud på øen for at kunne træffe den rigtige beslutning
Opdateret kl. 20:30
MORS: - Du startede din tilværelse her i kommunalbestyrelsen med en overbevisende tilslutning ved valget i 2001. Siden har du tjent din hjemegn godt som kommunalpolitiker og du har også tjent Mors rigtig godt. Tryghed og stabilitet er to ord, du selv har nævnt, når du fører valgkamp, og det er også de ord, jeg kommer til at tænke på som centrale for dig.
Sådan sagde borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), da han ved starten af tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde fik til opgave at overrække Dannebrogsordenens Ridderkors til partifællen fra Ørding, Ansgar Nygaard.
- Du har kæmpet for mange politiske mærkesager gennem tiden. Du vælger som regel de gode løsninger, som, om ikke alle, så de fleste kan sige ja til. Du kører gerne en ekstra tur eller går nogle ekstra skridt, for at det lykkes. Det kunne jo gavne, hvis man lige får en ekstra snak om tingene. Du er loyal og ordholdende, sagde borgmesteren videre til og om Ansgar Nygaard.
Det er ikke en eksakt størrelse i åremål eller poster, som man hædres for med Ridderkorset. Kommunalbestyrelsen indstillede Ansgar Nygaard til Ordenskapitlet lige før, han tog hul på sin sjette valgperiode i træk. Af de mange udvalgsposter, det er blevet til gennem foreløbig 20 år, er det især udvalget for teknik og miljø, hvor Ansgar Nygaard er næstformand, som har engageret dagens ordensmodtager. Det kom han ind på i sin takketale.
- Så må jeg vel være værdig
- Hans Ejner sagde til mig, at jeg var værdig til at modtage Ridderkorset. Så må det vel også være sådan. Jeg er meget stolt over modtagelsen. Udvalget for teknik og miljø har min første prioritet. Her får man et førstehåndsindtryk af udviklingen på Mors: Vedligeholdelse af veje, byggemodning, landdistriktsudvikling, byudvikling, erhvervsbyggeri, plejehjemsbyggeri, boliger og havne foruden tilgængelighed for handicappede. Men det var hårdt for mig at sige farvel til Morsø Produktionsskole, men glædeligt, at der stadig er liv på skolen som FGU, sagde Ansgar Nygaard.
Han fremhævede også samarbejdet med embedsværk og sine politikerkolleger, hvor partitilhørsforholdet ikke er det vigtigste for Ansgar Nygaard. De kvitterede alle med et langt, stående bifald.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.