Ardi er ingen læsehest - men en hund efter at gøre børn trygge ved at læse højt

Morsø Folkebibliotek har fået en læsehund

Den syv år gamle golden retriever Ardi er klar til sit nye job som læsehund på Morsø Folkebibliotek. Otteårige Nora My Bilstrup, der var på besøg på biblioteket forleden samtidig med Ardi, benyttede lige chancen til at læse en historie højt for hunden. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Den syv år gamle golden retriever Ardi er klar til sit nye job som læsehund på Morsø Folkebibliotek. Otteårige Nora My Bilstrup, der var på besøg på biblioteket forleden samtidig med Ardi, benyttede lige chancen til at læse en historie højt for hunden. Foto: Bo Lehm

NYKØBING:Det er lige meget, om historien handler om Gurli Gris eller Peter Plys. Det betyder heller ingenting, om barnet, der læser højt, ind imellem snubler lidt over ordene. Ardi lytter venligt og tålmodigt og kunne aldrig finde på at rette på nogen.

Den syv år gamle golden retriever har fået job som læsehund på Morsø Folkebibliotek. Dens opgave er simpelthen at skabe tryghed og hjælpe børn til at få mod på at læse højt.

Birgit Aagaard henvendte sig selv til Morsø Folkebibliotek med tilbuddet om at komme med sin hund Ardi, der er godkendt som læsehund. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Birgit Aagaard henvendte sig selv til Morsø Folkebibliotek med tilbuddet om at komme med sin hund Ardi, der er godkendt som læsehund. Foto: Bo Lehm

Det var Ardis ejer Birgit Aagaard, der selv henvendte sig til biblioteket med et tilbud om på frivillig basis at komme en gang om ugen med hunden i det omfang, der er interesse for det. Mille Bonde Johansen, der er børnekulturformidler på biblioteket, havde kendskab til ordningen med læsehunde fra andre biblioteker, og hun var straks med på at prøve det af.

Hun fortæller, at der er sendt besked ud til skolerne på Mors om det nye tilbud. Børn, der har brug for ekstra motivation for at læse, kan deltage i et seks uger langt forløb, hvor barnet kommer en gang om ugen og læser højt for hunden. 

- Hvis man synes, at læsning er lidt træls, og man derfor ikke bryder sig om at komme på biblioteket, så kan læsehunden måske være med til at give en anden oplevelse, siger Mille Bonde Johansen og tilføjer:

- De gange, Birgit og Ardi har besøgt os, er der i hvert fald altid børn, der gerne vil snakke med hunden.

Skaber glæde

Birgit Aagaard selv har også stor tiltro til sin hunds evner.

- Han er i forvejen godkendt af Trygfonden som besøgshund. Vi kommer på et plejehjem i Nykøbing, og jeg kan se, hvor meget glæde han spreder der. Så jeg tænker, at han kan det her også, siger hun.

64-årige Birgit Aagaard fik lyst til at gøre et stykke frivilligt arbejde sammen med sin hund, efter at hun for et års tid siden stoppede på arbejdsmarkedet.

- Hvis man selv kommer på plejehjem engang, så må det være skønt at få besøg af sådan en hund, mener hun, der næsten altid selv har haft hund i hjemmet. 

- Ind imellem har vi sagt, at nu må vi prøve, om vi kan undvære. Men det kan vi altså ikke, fastslår hun og fortsætter:

- Og når man så har en hund, der er så rar, så tænker man, at han må kunne skabe noget glæde. 

Læsehunden Ardi er klar til sit nye job på biblioteket på Mors.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Læsehunden Ardi er klar til sit nye job på biblioteket på Mors.  Foto: Bo Lehm

Tørklæde om halsen

Når Ardi er besøgshund på plejehjemmet, har den et orange tørklæde om halsen. Når den er læsehund, er tørklædet lilla. Opgaven som læsehund kræver også en certificering, hvor både hund og ejer vurderes af en hundekonsulent fra foreningen Læsehunde. Hunden skal naturligvis være venlig, rolig og lydig.

Birgit Aagaard er kommet med i en Facebook-gruppe for ejere af læsehunde og refererer et opslag fra en anden læsehundeejer:

- De havde afsluttet et seks uger langt forløb med et barn. Barnet ville fortsætte hjemme med at læse højt for sit marsvin. Man kan tænke, at hvad får marsvinet eller hunden ud af det, men det er jo ikke det, det handler om. Tanken er, at børnene får lov at læse højt uden at blive rettet på, og det skal give dem noget selvtillid, siger hun.

Birgit Aagaard er spændt på, hvor stor interessen for at læse højt for Ardi vil vise sig at være.

- Vi er i hvert fald klar, understreger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden