- Bare rolig, Benny: Kommunen skal nok betale!

Vejtilpasninger til modulvogntog er en offentlig opgave, siger udvalgsformand

Fra næste forår kan vognmand Benny Nielsen sende sine modulvogntog med Feggesundfærgen, når de skal nordpå. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Fra næste forår kan vognmand Benny Nielsen sende sine modulvogntog med Feggesundfærgen, når de skal nordpå. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:- At sørge for, at vores veje er tilgængelige for de transporter, der finder sted på dem, er en offentlig opgave. Derfor betaler kommunen for at lovliggøre de ansøgte tilladelser fra to virksomheder til at køre med modulvogntog. Det er tilmed en god idé at kunne køre med tre enheder samler frem for at sende tre særskilte lastbiler af sted, både når vi tænker klima, miljø og økonomi. Så det gør vi gerne!

Det tilsagn kommer fra Meiner Nørgaard (DF), formand for udvalg for teknik og miljø i Morsø Kommune. Udvalget behandlede onsdag anmodninger fra dels Fredsø Vognmandsforretning og dels EasyAgriCare i Lødderup om muligheden for at lave vejtilpasninger, således at Vejdirektoratet vil godkende kørsel med modulvogntog med tre rullende enheder på udvalgte kommunale vejstrækninger.

I indstillingen fra direktøren for Teknik og Miljø skulle politikerne tage stilling til, om kommunen skulle betale for blandt andet større svingbaner og flytning af kantsten, eller regningen helt eller delvist skulle sendes til de pågældende virksomheder. Det endte med, at et enstemmigt udvalg lader kommunen finansiere anlægsopgaverne, henholdsvis fra Morsø Foodpark op til Feggesundfærgen og fra Lødderup til Rute 26.

Udgiften udgør henholdsvis 460.000 og 681.000 kroner, dog med mulighed for statslig finansiering af 205.000 kr. af sidstnævnte.

- Der står i indstillingen, at det kræver tillægsbevilling, men det gør det ikke. Vi har nogle uforbrugte midler i vores infrastrukturpulje, som vi nu vil finansiere disse vejtilpasninger med, siger Meiner Nørgaard.

Fredsøvognmand Benny Nielsen udtalte forleden til Nordjyske, at han mener, at kommunen bør betale. Men han sagde også, at det ikke er nødvendigt at udvide vejene, idet hans modulvogntog godt kan komme rundt i de vejkryds, der skal passeres, uden at køre op på kantsten og lignende.

 Har Benny Nielsen ret i det?

- Både ja og nej.  Bennys modulvogntog kan køre på vejene, som de er i øjeblikket, men der er andre modulvogntog, som ikke kan. Det handler jo også om, at der skal en tilladelse til fra Vejdirektoratet, som Morsø og Thisted kommuner har været i dialog med. Direktoratet skal godkende vejstrækningerne, når tilpasningerne er udført.

Og hvornår vil det ske?

- Tidshorisonten er formentlig næste forår, siger Meiner Nørgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.