Bilist pløjede gennem rundkørsel og ramte bøgetræer
25-årig kvinde havarerede søndag aften i rundkørsel i Nykøbing
NYKØBING: En 25-årig kvindelig bilist mistede søndag aften herredømmet over sin bil, og i stedet for at komme korrekt gennem en rundkørsel så pløjede hun nærmest gennem rundkørslen, før bilen stoppede.
Uheldet skete ved 17.20-tiden i rundkørslen Elsøvej-Limfjordsvej i Nykøbing Mors.
- Der er tale om et solouheld. Kvindens bil ramte noget bøgehæk og nogle mindre træer, som var plantet inde midt i rundkørslen, men der er ikke tale om alvorlig tilskadekomst, lyder det fra vagtchef Jesper Brøndum, Midt- og Vestjyllands Politi.
Han har endnu ikke yderligere detaljer om uheldet og ej heller oplysninger om årsagen til uheldet.