Bog til trædrejere om at tænke videre
Tempa Håndværk i Tæbring barsler med en udgivelse med et væld af ideer til kreativitet

”Trædrejning med kant” forhandles af Tempa Håndværk i butikken eller over internettet. Privat foto
TÆBRING:Kunsthåndværksvirksomheden Tempa Håndværk i Tæbring starter det nye år med en bogudgivelse. Tage Pedersen, der ejer og driver Tempa sammen med hustruen Else Marie Pedersen, står som forfatter til bogen ”Trædrejning med kant”.
- Jeg har udgivet en række bøger om at dreje i træ. Med den nye vil jeg gerne inspirere trædrejere til at være mere kreative og modige i deres design. Det handler om at turde prøve noget nyt og dreje det, man synes allerbedst om, siger Tage Pedersen.
Ideerne i bogen er dels udviklet af ham selv og dels sammen med gode drejevenner. Bogen indeholder blandt andet vejledninger til at fremstille drejede vaser, diskosfugle, fade, krukker og armbånd. Hertil kommer en række overfladeteknikker, drejninger og dekorationer. Til sidst i bogen er der ideer til, hvordan man kan kombinere trædrejning og kurveflet, som er Else Marie Pedersens speciale.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.