Borgmester om valgsteder: - Jeg vædder aldrig!
Hans Ejner Bertelsen (V) mener, at den forhenværende fremskridtspolitiker Aage Brusgaard er urealistisk og ude af trit med udviklingen, når han vil fastholde 18 valgsteder på Mors
Opdateret 29. marts 2022 kl. 08:50
MORS: - Jeg vædder aldrig. Og jeg kan ikke garantere, at vi opretholder stemmeprocenten. Men jeg synes, Aage Brusgaard er alt for negativ. Vi har verdens bedste valgsystem, og det vil vi også have med fem valgsteder på Mors.
Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) kommenterer dagens læserbrev fra Aage Brusgaard.
I læserbrevet maler den mangeårige politiker for Fremskridtspartiet en række negative konsekvenser op, hvis Morsø Kommunalbestyrelse tirsdag følger indstillingen om at lukke 13 valgsteder og kun have fem afstemningssteder rundt om i kommunen.
- For det første har kommunalbestyrelsen jo besluttet i 2018 at reducere fra 18 til seks valgsteder. Nu foreslår vi så at ændre fra seks til fem. Der er ikke tale om et lovkrav, som Brusgaard skriver, men vi følger udviklingen i en række andre kommuner, som også har skåret ned på antal valgsteder, og vi har teknisk ønsket at få samme valgsystem som dem. Hvad Bjergby angår, ville vi være nødt til at flytte valgsted fra forsamlingshuset for at få netadgang. Vi vælger så en struktur, hvor der kan stemmes Nordmors, Midtmors, Sydmors og Sydvestmors foruden Nykøbing. Derved bliver valgstederne af omtrent samme størrelse, siger Hans Ejner Bertelsen.
Han synes også, at Aage Brusgaard bagatelliserer udfordringen med at finde det fornødne antal valgstyrere. Det skal partierne gøre efter stemmetal ved sidste kommunalvalg, men ved at skære ned til fem valgsteder reducerer man det samlede behov for valgstyrere fra 104 til 49.
- Med et glimt i øjet: Hvis det er så nemt at finde folk, som Brusgaard fremfører, hvorfor har han så ikke fundet en afløser for sig selv efter 40 år? Venstre skal efter det nuværende system finde 54 valgstyrere. Det har gennem årene været en kæmpe opgave for Henning Sørensen at lave lister for os. Både i Venstre og i andre partier er der hver gang folk, som smutter undervejs, selv om de egentlig er forpligtet til at blive, indtil stemmerne er talt op og afleveret, siger borgmesteren.
Han afviser, at den lidt større afstand skulle give vælgere problemer med at finde hen til valgstederne.
- At snakke om Langbortistan er hen i vejret. Vi lægger valgstederne der, hvor forældre og andre har deres daglige ærinde, og vi sikrer uden en større investering, at Morsø Kommune kan have et smidigt, velfungerende tidssvarende valgsystem. Og så ligger der en besparelse for hver gang, vi skal afvikle et valg, siger Hans Ejner Bertelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.