Borgmester: - Unfair, hvis regeringen idømmer os en bod

Økonomiudvalget i Morsø Kommune presses til at trække 18 millioner op af kassen for dække et merforbrug

- Det, vi gør, er ikke tegn på ligegyldighed, men på tidernes ugunst, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen om den tillægsbevilling, han økonomiudvalg gav onsdag.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

- Det, vi gør, er ikke tegn på ligegyldighed, men på tidernes ugunst, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen om den tillægsbevilling, han økonomiudvalg gav onsdag.  Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:- Det er irriterende, hvis man kan bruge det udtryk. For det er jo ikke sådan, at der er ting, vi har forsømt at følge op på eller ikke har haft kontrol på. Det er forhold, som vi ikke er herrer over. Så derfor har vi givet en tillægsbevilling. Jeg er fuldstændig med på, at vi kan blive ramt på servicerammen og at der kan falde en bod, når regnskabet er gjort op. Men lad os nu se, for vi har virkelig prøvet at bremse op.

Det siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) efter onsdagens møde i økonomiudvalget, hvor der var nedslående punkter på dagsordenen. Dels budgetopfølgningen efter årets første tre fjerdedele og dels en status over, hvor kommunens serviceramme har bevæget sig hen i forhold til det vedtagne budget.

 Morsø Kommune har udsigt til at komme ud af 2022 med en budgetoverskridelse på mellem 10 og 15 millioner kroner. Ved udgangen af september så det endnu værre ud, men kommunens administration har rebet sejlene og indskrænket indkøb i årets sidste måneder til det nødvendige. 

Et halvt år før den aktuelle budgetopfølgning, havde Morsø brugt godt 21 mio. kr. mere end budgetteret. Det fik i foråret økonomiudvalget til at bevilge netto 11,3 mio. kr., mens resten af overskridelsen blev taget til efterretning.

Budgetopfølgningen pr. 30. september viser et samlet forventet merforbrug på 18,1 mio. kr. bestående af merforbrug på driften på 9,16 mio.kr., merforbrug på anlæg på 2,29 mio. kr. og netto mindre indtægt på indtægter, renter og finansiering på 6,63 mio. kr. De godt ni millioner, der er brugt mere på drift,  fordeler sig mellem børn og familier og energiudgifter.  

Advarsel fra KL-formand

Formanden for kommunernes organisation KL, Martin Damm, der er partifælle til Hans Ejner Bertelsen, advarede tirsdag i mediet NB Økonomi mod, at borgmestre bruger store kassebeholdninger som argument for, at en overskridelse af servicerammen og efterfølgende sanktioner ikke rammer så hårdt.

- Hvis holdningen til sanktioner er vissevasse, vi har penge i kassen til at betale, så provokerer vi staten til at stramme sanktionssystemet yderligere, siger Martin Damm.

Alligevel valgte Morsøs økonomiudvalg at dække samtlige foreløbigt overskredne 18,1 mio. kr. ind ved at tage pengene op af kassen.

- Jeg har også læst, hvad KL har meldt ud blandt andet i et borgmesterbrev. Men jeg synes også, det vil være unfair, hvis regeringen, uanset hvor bred eller smal, den bliver, går ud og giver os en bod for det her. Det, vi gør,  er ikke tegn på ligegyldighed, men på tidernes ugunst. Regeringen må kigge på disse udgiftsstigninger på især energi. Ellers vil det gå ud over den borgernære velfærd, siger Hans Ejner Bertelsen.

Noget, der måske kan formilde regeringen til at erkende, at Morsø gør en indsats, er, at det omdiskuterede salg af Sdr. Herreds Plantage i år har påvirket regnskabet på finansieringssiden med et plus på ni mio. kr. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.