Brand ved akvarie: Kvinde reddet af røgalarm
En røgalarms hylen vækkede kvinde - hun fik selv slukket brand
ERSLEV: En hylende røgalarm var medvirkende årsag til, at en kvindelig beboer af et hus på Præstbrovej i Erslev på Mors slap godt fra en brand i hendes hus.
Alarmen om branden i kvindens hus lød klokken 06.52.
- Kvinden, der bor i huset, var alene hjemme. Hun sov på overetagen, men har heldigvis røgalarm, så hun vågnede ved, at alarmen hylede. Kvinden løb nedunder og kunne se, at det røg kraftigt fra et sted nær hendes akvarie, fortæller indsatsleder Kenneth Rosenkrantz, Nordjytllands Beredskab på Mors.
Kvinden fik slukket for den elektriske installation ved akvariet, og hun fik også slukket branden.
- Havde hun ikke været hjemme, og havde hun ikke haft røgalarm, så ville det have set anderledes ud. Men hun ville godt lige have os til at sikre, at der ikke var mere ild. Og det var fornuftigt nok, for der var en del sod og det lugtede fortsat kraftigt af brændt plastik. Så vi fik ventileret huset, og huset er nu overdraget til skadesservice, fortæller indsatslederen.
Han kan ikke sige noget om brandårsagen - men blot konstatere, at ilden er opstået nær kvindens akvarie.
Alle fisk overlevede branden - de var beskyttet af vandet i akvariet, fortæller Kenneth Rosenkrantz.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.