Coronavirus

Corona på Mors: Smitten fortsætter i vejret

Med ni nye smittede registrerede Morsø Kommune fredag det hidtil højeste antal på en enkelt dag

Mange elever fra Dueholmskolen i Nykøbing og deres forældre stod fredag i kø foran testcentret i den gamle skole i Frøslev - hvis kapacitet var mere end tredoblet til omkring 875.

Mange elever fra Dueholmskolen i Nykøbing og deres forældre stod fredag i kø foran testcentret i den gamle skole i Frøslev - hvis kapacitet var mere end tredoblet til omkring 875.

MORS:Under det meste af coronaepidemien har Morsø Kommune ligget i den absolut gode ende af tabellen, hvad angår antal smittede.

Det har ændret sig i den seneste uge, og med ni nye smittede fredag tog Mors endnu et spring op på den daglige opgørelse over smittetilfælde i landets kommuner.

Samtidig blev der formentlig også sat rekord, hvad angår antal morsingboer, som lod sig skrabe i mundhulen med en vatpind.

På testcentret i Frøslev var kapaciteten tredoblet - ikke mindst for at skabe plads til de mange elever fra Dueholmskolen i Nykøbing, som blev bedt om at lade sig teste.

Et par elever på skolen blev først på ugen testet positive, hvorefter kommunen besluttede at hjemsende alle 20 klasser i skolens overbygning, 7., 8. og 9. klasse.

Ikke så nervøs

Emilie Espersen fra 8. klasse på Dueholmskolen var blandt de mange, som fredag ved middagstid besøgte testcentret i Frøslev. Sammen med sin mor, Klara Espersen, stillede hun sig op i køen, som på det tidspunkt slangede sig et godt stykke ud foran den gamle skole.

Emilie var ikke så nervøs for, at hun skulle være blevet smittet - selv om nogle fra hendes klasse havde været med til en fest, hvor der også deltog en med covid-19.

- Jeg tror ikke, der er nogen af dem, jeg har været i kontakt med, der er blevet smittet. De er allesammen blevet testet. Vi har derimod fået at vide, at vi skulle vente til fredag - og at vi skulle vælge to personer, som vi ville omgås med, ud over familien, fortæller Emilie Espersen.

Hendes klasse er blevet undervist online, siden de blev sendt hjem i tirsdags.

- Det er anderledes end i foråret, hvor vi bare fik en masse opgaver. Nu foregår det på Teams. Men man kan stadig godt savne at være sammen med folk på den måde, som vi plejer, fortæller Emilie.

Men der er håb om, at hun og resten af overbygningen på Dueholmskolen kan vende tilbage til normal skolegang allerede på mandag - hvis alle elever og lærere bliver testet negative.

Og i det mindste var der fredag ikke flere skoler eller institutioner på øen, som var nødt til at lukke på grund af corona, oplyser Torben Gregersen, direktør for børn og kultur.

Hans kollega i social- og sundhedsforvaltningen, Henrik René Christensen, har heller ikke meldinger om nye tilfælde på plejecentrene eller i hjemmeplejen.

Men blandt kommunens borgere som helhed kunne han fredag fortælle om rekorden med ni nye smittede på én dag.

Fire farme med smittede mink

Morsø Kommune placerer sig dermed som nummer 25 på listen over de kommuner, der - i forhold til indbyggertallet - er hårdest ramt. Det er cirka 30 pladser foran naboerne i Thisted, der jo ellers har været en af de syv nordjyske kommuner med særlige restriktioner på grund af smitte fra mink.

Efter alt at dømme er det også syge mink, der nu er årsag til udbruddet på Mors. Nogle uger senere end i Thy blev der fundet smitte i fire af de omkring 25 farme, som der findes på øen.

Eller som fandtes på øen - indtil regeringens ordre om aflivning af alle mink.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.