Erhverv

Danmarks mest omtalte vognmand bryder tavsheden: - De truer mig!

Benny Nielsen, Fredsø Vognmandsforretning, trak følehornene til sig, da modstanderne fremsatte trusler

Benny Nielsen var bannerfører og taler ved demonstrationen mod kilometerafgiften foran Christiansborg 4. april. Men han er ikke med, når vognmændene efter planen blokerer trafikken vitale steder i landet på mandag 15. maj.
Benny Nielsen var bannerfører og taler ved demonstrationen mod kilometerafgiften foran Christiansborg 4. april. Men han er ikke med, når vognmændene efter planen blokerer trafikken vitale steder i landet på mandag 15. maj. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 20:37

Artiklen er opdateret tirsdag aften klokken ca. 20.40 efter ønske fra Benny Nielsen, der har kontaktet redaktionen for at præcisere nogle af de udtalelser, han tidligere på dagen kom med til Nordjyske.

MORS: - Når det kommer så tæt på, at man begynder at modtage trusler om sabotage af bilerne, vil jeg ikke være med længere. Og når det så samtidig har optaget mig 24 timer i døgnet de sidste to måneder, bliver det nok. Og så skal jeg ikke have sagt mere.

Vognmand Benny Nielsen kommer med denne første udtalelse, efter at han i fredags uden et ord til offentligheden trak sig ud af Vejskatskomiteen og dermed den sag, han selv var med til at starte i protest mod regeringens lovforslag om at indføre en kilometerbaseret vejafgift.

Vejskatkomiteen skrev mandag på Facebook, at Benny Nielsen trækker sig fra sagen blandt andet på grund af det pres, han og hans familie har været under.

Direktøren for Fredsø Vognmandsforretning er normalt ikke mundlam, men han virker rystet, da Nordjyske fanger ham på mobilen tirsdag eftermiddag. Forinden har vi uanmeldt opsøgt kontoret i den store transportvirksomheds hovedkvarter i Morsø Food Park lidt nordvest for Nykøbing. Her har redaktionen ofte været på besøg, dog som regel med en forudgående aftale eller invitation fra Benny Nielsen.

Her træffer vi disponent Emil Legaard Nielsen, der sammen med sin bror Frederik er medejere af deres fars virksomhed i et forberedt generationsskifte. Ingen kan dog være i tvivl om, at det fortsat er farmand, der sidder for bordenden, men lige nu sidder han bag rattet og er på landevejen i en af sine 70 letgenkendelige grønne lastbiler.

Så vi må ty til mobilen og se, om vi har mere held end de mange medier, der har kimet vognmanden ned de senere dage for at høre, hvorfor han trak sig. Og det har vi. Benny sender først en sms, og en time senere ringer han op.

- Der er nogen, der har ringet op og sagt, at de vil klippe luftslanger og ledninger over på bilerne. Det står også nogle steder på nettet, og det gider jeg ikke have med at gøre. Jeg har ikke mere at sige, så det er det, siger Benny Nielsen.

Har du fortrudt, at du tog initiativ til aktionen?

- Jeg kan ikke udtale mig. Det kan jeg om 20-30 år, hvis ellers jeg kan huske noget til den tid. Men du kan jo læse, hvad der er meldt ud fra komiteen, siger Benny Nielsen.

Du har bevaret noget af dit gode humør, lader det til?

- Ja, sådan da.

Har reaktionerne fra modstanderne også påvirket dine medarbejdere?

- Det håber jeg ikke. De har nok skullet lægge øre til meget, men de har bakket mig op. Det her er en sag, der påvirker os alle sammen. Mere kan jeg ikke udtale mig om, lyder slutreplikken fra Benny Nielsen.

Facebookudmelding fra Vejskatskomiteen mandag 8. maj

Vi har hørt fra Benny.

Efter 6-7 uger hvor han har tænkt vejskat dag og nat kunne hovedet ikke følge med mere.

I og med han var den første der råbte op om det her, ville alle snakke med ham.

Både dem der var med på at det her skal stoppes, men i den grad også modstanderne!

Særligt de sidste har været decideret modbydelige! Og Benny og især hans familie har lagt øre til mangt og meget, til sidst har de måttet sige fra!

Derfor trækker de sig helt tilbage, i det næste lange stykke tid til de er kommet til hægterne!

Derfor beder vi jer indtrængende, om at lade dem få den fred de har brug for!

De 3 tilbageværende medlemmer af Vejskatkomiteen står fortsat til rådighed.

For at beskytte Benny er tråden låst for kommentarer!

De skal simpelthen ikke have lov til at gennemføre det her! Lastbil, traktor eller kabinescooter? Meld jer til koordinatoren for dit geografiske område!

Del gerne - der er mange der har søgt efter svar.

Opslag er tirsdag 16.30 blevet delt 485 gange og har modtaget 957 likes og spekulative emojies.

Vejskatskomiteen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden