Det drejer sig om 6 centimeter: Ingen cykler og knallerter på broen

Tolerancerne på kantstene og værn har gjort, at broen er for smal til bløde trafikanter, mens vejarbejdet pågår frem til november

Efter uheldet med knallertkøreren i februar var Mette Holm Nielsen ud at måle cykelstien på broen op og fik det til en bredde på 160 centimeter. Vejdirektoratet målte afstanden til 164 centimeter, og det er stadig 6 centimeter for lidt. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Efter uheldet med knallertkøreren i februar var Mette Holm Nielsen ud at måle cykelstien på broen op og fik det til en bredde på 160 centimeter. Vejdirektoratet målte afstanden til 164 centimeter, og det er stadig 6 centimeter for lidt. Arkivfoto: Bo Lehm

SALLINGSUND:Cyklister og knallertkørere må ikke længere benytte Sallingsundbroen, mens det flerårige broarbejde er i gang. Den melding kommer fra Vejdirektoratet, der i samråd med politiet har besluttet at indføre et øjeblikkeligt kørselsforbud for bløde trafikanter. Årsagen er, at den i øjeblikket dobbeltrettede cykelsti i broens nordlige vejside er seks centimeter for smal. Den skal efter reglerne være 170, men er kun 164 centimeter.

- Det er ikke noget, vi har kunnet forudse. Projekteringen har hele tiden vist os, at vi havde bredde nok til at overholde lovgivningen og have en midlertidig dobbeltrettet cykelsti. Men der sker nogle faktorer i byggeprocessen, som gør, at det har vi ikke. Vi opererer med tolerancer på kantstenens placering, på værnet og på vindskærmen, og de tolerancer er gået den negative vej. Det betyder blandt andet, at vi ikke har den 1,70 meter cykelsti, vi skal have lovgivningsmæssigt, siger Søren Kjemstrup, afdelingsleder i Vejdirektoratet, der er bygherre på renoveringen af statsbroen. 

Han oplyser, at det var uheldet med en 16-årig knallertkører 22. februar, som satte Vejdirektoratet i gang med målebåndet. Det havde lærer Mette Holm Nielsen fra Nykøbing allerede haft oppe af tasken, da hun i Nordjyske beskrev de utrygge betingelser for at passere den halvt farbare bro på elcykel, som hun har gjort mange dage på vej til og fra sit arbejde på Durup Skole.

- Jeg cykler også her om vinteren med mindre, det er meget glat, eller jeg skal videre til Skive. Nu får jeg en merudgift til bilkørsel. Vi har så fået lov at låne min søns privatbil, mens han kører lastbil, men det giver noget ekstra kørsel. Men jeg synes, det er lidt overdrevet med et forbud mod at cykle, siger Mette Holm Nielsen.

Vejdirektoratet og politiet vægter sikkerheden højest. Er det ikke rimeligt?

- Der var jo tale om en enkelt knallert, som bare har feset af sted. Jeg og alle andre pendlere stopper op, når der kommer modkørende på cykel eller knallert. Der er jo fint udsyn hen over broen, og man kunne bare lave en regel om, at bløde trafikanter har vigepligt for hinanden. Så skal de stoppe op, og det har jeg foreslået politiet og Vejdirektoratet, siger Mette Holm Nielsen.

Men det er ikke en realistisk løsning, mener Vejdirektoratets afdelingsleder:

- Problemstillingen er, at der altid vil være nogen af de bløde trafikanter, som vil overhale, eller de møder en modkørende cyklist eller knallertkører, og så kommer de for tæt på biltrafikken. Hvis man trækker cyklen, kan man passere hinanden sikkert, fordi det sker i lav hastighed. Og selv om vi satte tavler op med vigepligt, kan vi ikke have sikkerhed for, at de bliver overholdt. Uanset hvad vi gør, får vi ikke en bredere sti, og det er det, der er humlen. Vi har tænkt løsninger, som vi har vendt med politiet, der har nogle erfaringer fra vejnettet, som vi ikke besidder, og politiet kunne ikke se anden udvej end et forbud, siger Søren Kjemtrup. 

10 procent af eleverne fra Morsø Gymnasium kommer fra Salling. Rektor Ann Balleby siger til Nordjyske, at hun ikke er klar over, hvor mange af dem, der cykler eller kører på knallert over broen, men hun er sikker på, at kørselsforbuddet vil ramme en del fra især Glyngøre.  <i>Arkivfoto: Mette Holm</i>

10 procent af eleverne fra Morsø Gymnasium kommer fra Salling. Rektor Ann Balleby siger til Nordjyske, at hun ikke er klar over, hvor mange af dem, der cykler eller kører på knallert over broen, men hun er sikker på, at kørselsforbuddet vil ramme en del fra især Glyngøre.  Arkivfoto: Mette Holm

Der vil snart blive opsat skilte, der påbyder cyklister og knallertkørere at trække over den 1,7 kilometer lange bro. Dem er der ikke så mange af lige nu, men forude venter en sommersæson, hvor mange turister og pendlere har haft en forventning om at kunne cykle mellem Salling og Mors.

- Det er der desværre ikke noget at gøre ved. Til gengæld tyder alt på, at vi kan overholde tidsplanen med genåbning af broen i november. Det har vores entreprenør oplyst, men vi er nødt til at tage højde for uforudsete hændelser ved så stort et arbejde, siger afdelingslederen.

Mette Holm Nielsen får det sidste ord:

- Nu vil jeg prøve af, hvor bøvlet, det er at trække elcyklen hen over broen. Men jeg forstår ikke sikkerhedsargumentet fra politiets side. Hvis man trækker forbi hinanden, fylder man mere i bredden, end når man sidder på cyklen, og så kommer man jo tættere på bilerne. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.