Dommere uenige om voldtægt
Mand idømt et år og to måneders fængsel for voldtægt mod sin kæreste i Nykøbing
HOLSTEBRO: To ud af tre dommere ved Retten i Holstebro fandt en 33-årig mand fra Randers skyldig i at det var voldtægt, da manden 19. september 2020 havde samleje med sin kæreste på en adresse i Nykøbing.
Den tredje dommer mente, at der var tale om almindeligt seksuelt samkvem og stemte derfor for frifindelse. Men retten idømte manden ubetinget fængsel i et år og to måneder.
- Helt objektivt er dette standardstraffen for den type voldtægt, som man kalder tilsnigelse af samleje. Det vedtog Folketinget i forbindelse med den seneste revision af voldtægtsbestemmelsen, siger advokat Bjarne Vium, Holstebro, der var forsvarer for den 33-årige.
Ankede på stedet
Den dømte valgte på stedet at anke dommen til Landsretten.
- Jeg havde procederet på, at der var en total forvirring om, hvad der var sket. Den forurettede kvinde kunne overhovedet ikke huske noget. Parret skulle angiveligt have været ovre hos nogle naboer efter, at det påståede overgreb fandt sted. Der var nogle udtalelser, som anklageren lagde vægt på. Men det viste sig, at dette besøg og det element, at min klient havde lavet torsk den aften, var foregået i august, altså måneden før, siger Bjarne Vium.
Han mener heller ikke, at anklageren førte bevis for, at den dømte havde kriminelt forsæt til at snige sig til et samleje. Men kvinden havde ifølge anklageskriftet på grund af søvn og indtagelse af sløvende medicin befundet sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Den dømte indvilgede i at blive mentalundersøgt, før sagen skal for Landsretten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.