Ekstra coronatest på Mors fra på fredag
Kapaciteten i Frøslev øges fra 500 til 825 persontest som følge af vækst i smitte i Morsø Kommune
Opdateret kl. 15:00
FRØSLEV: Den seneste tids udvikling af coronasmitten på Mors medfører nu, at testkapaciteten øges på fredag i Frøslev. Region Nordjylland har imødekommet forespørgslen og sender mere mandskab og udstyr til Mors.
Med nedlukningen af de ældste årgange på Dueholmskolen, som indebærer test af ca. 500 elever og lærere og et generelt øget smittetryk på Mors, der lige nu er næsthøjest i Region Nordjylland, øges også mulighederne for test i Frøslev.
- Vi er meget glade for at Region Nordjylland har lyttet og imødekommet vores forespørgsel om at øge testkapaciteten i Frøslev på fredag fra klokken 11-17. Det gør det lettere for morsingboerne og forhåbentligt kan vi hurtigt få brudt smittekæderne, siger Henrik René Christensen, direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Morsø Kommune.
825 kan blive testet
Konkret øger Region Nordjylland testkapaciteten med 500, så kapaciteten lander på cirka 825.
- Vi ved, at Regionen er meget presset i øjeblikket, da man også er i fuld gang med at foretage massetest i de syv nedlukkede kommuner. Så vi er yderst taknemmelige for samarbejdet, og jeg vil gerne fremhæve, at folk selv skal bestille tid på coronaprover.dk, fortæller Henrik René Christensen.
De nye tider vil snart være tilgængelige på www.coronaprover.dk Har man allerede bestilt tid andre steder, og i stedet ønsker at blive testet i Frøslev – så afbestiller man også via hjemmesiden.
Inddæm fjenden
Peter Therkildsen (V), medlem af regionsrådets forretningsudvalg, har fra tirsdag aften været i kontakt med regionsrådsformand Ulla Astman (S) om sagen.
- Jeg havde håbet, at vi kunne få ekstra test allerede fra torsdag, for vi har en masse børn, som går hjemme og måske er usikre, og vi har en situation, hvor covid-19 er i vækst på Mors, mens den er aftagende i Vesthimmerland og Jammerbugt kommuner. Det kunne give god mening at fange tendensen i opløbet. Hurtig inddæmning af fjenden er effektiv, siger jeg som tidligere militærmand, siger Peter Therkildsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.