Læger

Fælles ønske til et bedre sundhedsvæsen: Læger skal tættere på borgerne

- Gode perspektiver, hvis ellers der følger penge med, lyder det fra lokalpolitiker

Charlotte Lønskov Jensen, der er formand for praktiserende lægers organisation (PLO) i Nordjylland, bakker op om forslaget om at indføre en national styring på, hvor lægernes ydernumre placeres.
Charlotte Lønskov Jensen, der er formand for praktiserende lægers organisation (PLO) i Nordjylland, bakker op om forslaget om at indføre en national styring på, hvor lægernes ydernumre placeres. Foto: PLO

NORDJYLLAND: Flere læger tættere på borgerne. Det er essensen i 10 forslag til omstilling af det danske sundhedsvæsen, som de praktiserende lægers organisation PLO og Kommunernes Landsforening netop har præsenteret.

Det fælles udspil er KL og PLO's forslag til, hvordan kommuner og almen praksis sammen kan udvikle og styrke det nære sundhedsvæsen. Det handler blandt andet om sikre en bedre lægedækning i hele landet og øge borgernes tilgængelighed til deres praktiserende læge.

Forslagene fungerer samtidig som KL og PLO’s bud på, hvordan de 1500 ekstra praktiserende læger, som det er aftalt, at der kommer frem mod 2035, kommer borgerne til størst mulig gavn. Parterne foreslår blandt andet, at der bør være en national styring af, hvor nye ydernumre bliver placeret.

Det forslag falder i god jord hos den nordjyske PLO-formand Charlotte Lønskov Jensen.

- Vi er nødt til at have en topstyring på, hvor i landet der oprettes ydernumre. Hvis der nu ikke blev oprettet så mange ydernumre i Region Midt, så ville flere læger måske kigge nord for regionsgrænsen efter job. Sådan en national styring har vi ikke i øjeblikket, og så er vi nogle små regioner, der har svært ved at få nok læger, fordi de gerne vil blive omkring de store byer, siger hun og tilføjer:

- Vi skal have nogle af de 1500 nye læger herop, så jeg er da lidt spændt på, hvilke tangenter man kan spille på der.

KL og PLO foreslår også, at de praktiserende læger skal være behandlingsansvarlige for borgere med kronisk sygdom og tovholdere for borgere med psykiske lidelser, og at der skal være faste bostedslæger og et stærkere samarbejde mellem lokale læger og ældreplejen. 

Derudover ønsker parterne ifølge udspillet at styrke de fælles sundhedsklynger med markant mere selvstændig økonomi og beslutningskraft, så de er stedet, hvor man lokalt træffer beslutninger, prioriterer og forpligter hinanden på de fælles indsatser, der går på tværs af sundhedsvæsenets sektorer.

Kræver økonomi

En lokalpolitiker, der har arbejdet med sundheds- og ældreområdet i mange år, nemlig Henning Sørensen (V), formand for udvalget for social, sundhed og beskæftigelse i Morsø Kommune, er betinget positiv over for udspillet fra KL og PLO.

Henning Sørensen (V), formand for udvalget for social, sundhed og beskæftigelse i Morsø Kommune, ser gode perspektiver i udspillet fra KL og PLO, men kun hvis der følger penge med. Arkivfoto: Bo Lehm

- Jeg vil sige det sådan, at hvis der følger en økonomi med, der gør, at det kan udmøntes, sådan som det er lagt op til, så er der gode perspektiver i det. Men hvis ikke der følger penge med til PLO, så ved jeg jo godt, hvordan det ofte går. De vil gerne være med, men det strander altid på økonomi, siger Henning Sørensen og fortsætter:

- Så én ting er det papir, der er skrevet. En anden ting er at få det til at fungere. Så jeg vil se den aftale, KL får lavet med PLO, inden jeg vil klappe i mine hænder af det.

Når det gælder de fælles sundhedsklynger, så er Henning Sørensen usikker på, hvilken rolle de kommer til at spille i fremtiden. Han er selv medlem af Sundhedsklynge Vest, der er en af fire sundhedsklynger i Region Nordjylland, hvor der både sidder politikere og embedsfolk fra kommunerne og regionen samt repræsentanter for PLO.

- Det, vi laver i dag, er, at vi taler sammen om samarbejdet mellem kommunerne og regionerne. Det har været fantastisk, og vi har fået rigtig mange ting til at ske, siger han.

Udspillet fra KL og PLO vil nu blive sendt til Sundhedsstrukturkommissionen, der er nedsat af regeringen, og som forventes at præsentere sine anbefalinger i foråret 2024.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden