Jesperhus

Feriepark bøjer sig i cigar-strid med Google

Figur i børneapp skodder cigaren for at følge Googles regler

Dr. Træls - en figur fra Jesperhus Feriepark - var nødt til at skodde cigaren på grund af Googles regler. Foto: Jesper Pedersen

Dr. Træls - en figur fra Jesperhus Feriepark - var nødt til at skodde cigaren på grund af Googles regler. Foto: Jesper Pedersen

LEGIND:Dr. Træls var for træls for it-giganten Google, som forsynede en børnevenlig app fra Jesperhus Feriepark med stemplet "Ikke egnet for børn". Årsagen var, at figuren Dr. Træls i videoer i appen optrådte med en cigar i hånden. Og tobak må ikke vises i apps, der henvender sig til børn, ifølge Googles regler.

Nu har ferieparken bøjet sig for Google og fjernet den famøse cigar i de videoer, der kan ses på appen på Android-mobiler. En app, der kan downloades fra Google Play.

Rygestop i video

- Dr. Træls har rygestop, siger Jonatan Gregersen, underholdningschef hos Jesperhus Feriepark.

Han konstaterer, at Googles forbud mod en cigarrygende Dr. Træls har vakt stor opsigt i medierne og livlig debat på de sociale medier.

Men der var ikke noget at gøre, hvis Jesperhus Feriepark gerne vil have fjernet stemplet "Ikke egnet for børn" fra appen, som specielt er tiltænkt børn.

Cigaren udstilles

Cigaren findes dog fortsat i ferieparken. Nu på en rød pude i en glasmontre, så de besøgende kan se den så omdiskuterede og famøse cigar.

Omtalen af cigarrygende Dr. Træls har haft en afsmittende effekt.

- Vores 2000 Dr. Træls-bamser er revet væk, fortæller Jonatan Gregersen. Og det synes han ikke er så træls.

Samtidig har endnu flere downloadet ferieparkens app.

Jesperhus Feriepark har ligefrem lavet en Youtube-video om cigar-balladen:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.