Fire skoleledere er stoppet: Stilling er i genopslag

Morsø Kommune søger lige nu både skoleleder og viceskoleleder til Sydmors Skole

Søren Østergaard og Tenna Bilstrup blev i 2014 ansat som henholdsvis viceskoleleder og skoleleder på Sydmors Skole og Børnehus. Begge er nu fratrådt, og jobbet som skoleleder er nu i genopslag.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Søren Østergaard og Tenna Bilstrup blev i 2014 ansat som henholdsvis viceskoleleder og skoleleder på Sydmors Skole og Børnehus. Begge er nu fratrådt, og jobbet som skoleleder er nu i genopslag.  Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:Fire lederstillinger i Morsø Kommunes skolevæsen står lige nu ubesatte, heraf to på Sydmors Skole, hvor man mangler både skoleleder og viceskoleleder. Tenna Bilstrup fratrådte efter eget ønske jobbet som skoleleder på Sydmors Skole pr. 1. marts, og viceskoleleder Søren Østergaard stoppede en måned senere, idet han fik nyt job. Stillingen som skoleleder er nu i genopslag.

Samtidig er stillingen som viceskoleleder også blevet slået op, begge med ansøgningsfrist 25. maj.

- I første omgang var det kun skolelederstillingen, der blev opslået. Der var et meget stærkt ansøgerfelt på ni ansøgere, hvilket er rigtig flot til en skolelederstilling. Men det rigtige match lige nøjagtig til Sydmors Skole var ikke til stede i feltet. Derfor prøver vi igen, oplyser skole- og dagtilbudschef Michael Dahlgaard, Morsø Kommune.

Ifølge stillingsopslaget skal det ny lederteam tiltræde 1. august.

På vej med jobprofil

Samtidig er kommunen i gang med at forberede et opslag på jobbet som skoleleder på M. C. Holms Skole, hvor René Bojsen stoppede ved udgangen af april for at blive skoleleder i Holbæk Kommune.

- Vi er ved at lave en jobprofil og lægge en ansættelsesproces klar. Jeg har haft møde med det lokale MED-udvalg i sidste uge og skal have møde med skolebestyrelsen i næste uge, oplyser Michael Dahlgaard. Han regner med at stillingen vil blive slået op i august.

- Det er meget svært at nå inden sommerferien. Når man skal ansætte en skoleleder, skal man også tage sig tid til den proces, hvor både medarbejderne og skolebestyrelsen får lov at være med til at formulere, hvad det er for noget ledelse, man kigger efter. Det tager altså lidt tid, siger skolechefen og tilføjer:

- Man skal huske, at der er jo ledelse til stede på M. C. Holms Skole, idet viceskoleleder Vinni Dalgaard er konstitueret skoleleder, og vi har også en pædagogfaglig leder.

Ungdomsskole afventer

Endelig har Morsø Ungdomsskole sagt farvel til den mangeårige leder John Landbo her i foråret. Han gik på pension ved udgangen af marts. Afdelingsleder Johs Odgaard er konstitueret i stillingen.

Det bliver dog ikke lige foreløbigt, Morsø Kommune går på jagt efter en ny leder til ungdomsskolen. Michael Dahlgaard fortæller, at det for et års tid siden blev politisk besluttet, at der skal udarbejdes en analyse af kommunens ungeindsats. Den analyse vil man gerne have færdig, før man slår stillingen op.

- Vi skal have tænkt os rigtig godt om, hvordan vi laver en god indsats for de unge og så vil det være en lille smule fjollet at gå ud og lave en nyansættelse, hvis det er en lidt anden profil, vi kommer til at lede efter, siger skolechefen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden