Fjernvarmeformand: - Nu tror jeg på det!
Få håndfulde tilmeldinger mangler i Øster Jølby, Erslev og Vils, før Sdr. Herreds Kraftvarmeværker går i gang med projekteringen
Opdateret kl. 13:39
MORS: - Vi har været meget bekymrede for, om vores konverteringsprojekter i Erslev, Øster Jølby og Vils måtte opgives. Men efter et møde med vores lokale arbejdsgrupper onsdag, kan vi konstatere, at vi er så tæt på at være i mål med fjernvarmetilslutningen, som vi næsten kan blive. Vi mangler en håndfuld tilmeldinger eller to hvert sted, og dem skaffer vi. Nu tror jeg på, at vi når i mål.
Sagt af Poul Kristensen, formand for Sdr. Herreds Kraftvarmeværker (SHKV). Hen over vinteren har det andelsejede selskab været på frierfødder i andre området end dets nuværende dækningsområde på den sydlige halvdel af Mors. Budskabet har været at etablere ny decentralt opdelt fjernvarmeforsyning i de tre områder til afløsning af den dyre og dødsdømte naturgas.
1. marts udløb den forlængede frist for tilmelding, som SHKV havde sat. Der mangler lige nu 10-15 tilmeldinger i Øster Jølby og Erslev og 8-10 i Vils. Målt i antal husstande er der 270 tilmeldte i Øster Jølby/Erslev og 79 i Vils, hvor det forventede gennemsnitlige forbrug til gengæld er højere og svarer til cirka 90 tilmeldte.
- Vi forlænger i fristen, men vi forstærker indsatsen for at få de sidste med, der gør projekterne rentable. Vi har nogle storforbrugere, blandt andet i erhvervsområdet ved Erslev, vi skal have snakket med. Dem skal vi gerne have landet, og i den tid vil arbejdsgrupperne forsøge at overtale de sidste private forbrugere. Vi gør volumen op i både forbrugsstørrelse og antal husstande, siger Poul Kristensen.
SHKV bestiller nu en termisk beregning over, hvordan ledningsnettet skal forløbe i de tre områder, og her er det vigtigt at kende placeringen på alle, der har givet et ikke bindende tilsagn om at være med.
- Så det kunne også være fint, hvis de tilmeldte snakker med naboerne om, hvorvidt de har husket at melde sig på, siger formanden.
Han erkender, at det har været trægt at sælge et tilbud, der udsprang af energiprisernes himmelflugt, som startede for et år siden.
- Det er nok SHKV's historie, der tynger. Folk husker, at vi havde nogle skæverter for år tilbage, der gav sig udslag i høje priser. Der er det vigtigt, at vi holder byerne for sig, så ingen vil blive belastet af naboområdernes økonomi. Og jeg ved godt, at naturgassen er faldet lidt i pris på det seneste, men det er stadig en energikilde, der skal være helt udfaset i 2035, siger Poul Kristensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.