Flamenco eller hopsa: Kulturmødets børn danser til det hele
Folkefest foran FjordScenen på Børnenes Kulturmøde
Opdateret kl. 17:11
NYKØBING: - Nu skal I lige rykke lidt tilbage, så I ikke får sjalet i hovedet!
Det går hedt for sig, når der danses flamenco på FjordScenen. Stepskoenes klik på scenegulvet lyder som tordensmæld, og den heftige spanske sang og guitarens fejende akkorder gør, at børnene ikke kan stå stille. De står ellers som sild i en tønde mellem Klosterfjorden og Jernbanevej sammen med deres lærere og pædagoger, og der er ikke så få voksne uden børn- og unge-tilknytning, som også er blevet lokket til af de inciterende rytmer. Olé!
Fokus er rettet mod danserinden i den stramme, røde kjole og det gule silkesjal. Ud for scenen står Maram og Ruaa. De to piger går i 9. A på Dueholmskolen, og de har en fest.
- Jeg kan rigtigt godt lide det. Sangen og rytmen: Det lyder godt, råber Maram igennem lydbombardementet.
- Vi kan selv godt lide at danse, supplerer Ruaa.
De to piger er blandt de ældste skolelever, der deltager i Børnenes Kulturuge. Arrangørerne har meldt ud, at 1500 børn vil deltage i løbet af de de to første Kulturmøde-dage. Hvor mange af dem, der er tilstede ved fjorden her fredag formiddag er svært at afgøre.
Fabeldyr ved fjorden
Men der er også enhjørninge iblandt. Maja, Freja, Signe og Malou fra 8. F på Dueholmskolen har hver et horn i panden, gult, lyserødt eller hvidt. Det ser mere festligt end farligt ud.
- I det optog, vi skal gå i, ved middagstid er der flere andre, der er klædt ud som enhjørninge. Og så tænkte vi, at det kunne være sjovt, hvis vi også gjorde det, siger Signe.
- Kulturmødet er meget hyggeligt. Vi har været med før. I dag var vi med til at synge, da vi kom herned. Senere skal vi interviewe forskellige mennesker om, hvad de synes om Kulturmødet, og det skal sendes ud på skolen, siger Maja.
- Flamenco er fedt. Især dansen, siger Freja om det, der stadig er i gang fra scenen. Men snart efter skifter kulturudtrykket fra spansk til dansk. En spillemandsensemble spiller op til folkedans, og den kaster de fire enhjørninge sig glade ud i.
Lidt derfra står en lærer og en pædagog i mere tilbagelænet samtale. De børn, de hver især har bragt med, er optaget af det, der foregår fra scenen.
- Mine elever i 6. klasse har øvet på fællessangene hjemmefra. Det var kendte numre med Kim Larsen, TV-2 med flere, som blev fremført med band på, og ungerne skrålede med. Arm i arm, hoppen med og op på skuldrene, siger Lærke Bendsgaard, som er lærer for en 6. klasse på Øster Jølby Skole.
- Jeg har 8. og 9. klasse elever fra Linjerne på Dueholmskolen med, og i den alder er de mere forbeholdne, og det tager vi hensyn til. De har været her, og de har fået set og hørt det, de skulle, siger pædagog Jakob Christensen.
Det er første gang, børnene får deres egen definerede del af Kulturmødet.
- Før har det været flydende, hvor man tog sin klasse med ind på gågaden og oplevede det, der skete. Nu er det meget tilrettelagt og fastlagt, siger Lærke Bendsgaard.
Er det godt eller skidt?
- Jeg vil sige det på den måde, at det er super-positivt, at børnene har fået deres eget kulturmøde. Men næste år skal man nok i højere grad, end man har gjort i år, spørge børnene, hvad de har lyst til, siger Jakob Christensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.