Forening fortryder, at den nedlagde sig selv

Sidste år besluttede Kulturelt Samvirke på Mors at opløse sig selv. Nu foreslår bestyrelsen, at samvirket fortsætter

Formanden for Kulturelt Samvirke på Mors, Gunhild Olesen Møller (til højre), ved overrækkelsen af kulturprisen Kulturius i 2020. Arkivfoto

Formanden for Kulturelt Samvirke på Mors, Gunhild Olesen Møller (til højre), ved overrækkelsen af kulturprisen Kulturius i 2020. Arkivfoto

MORS:Kulturelt Samvirke på Mors opløses. Det blev besluttet af et stort flertal på samvirkets repræsentantskabsmøde for et år siden.

Men bestyrelsen er siden kommet på andre tanker, og indstiller nu, at opløsningen - der skulle bekræftes på et efterfølgende repræsentantskabsmøde - alligevel ikke gennemføres.

- Vi havde mistet modet, efter at kommunalbestyrelsen i 2019 besluttede at droppe det kommunale tilskud til Kulturelt Samvirke. Samtidig var der et bestyrelsesmedlem, som havde lagt et stort arbejde i samvirket, der besluttede at træde ud, fortæller formanden for Kulturelt Samvirke, Gunhild Olesen Møller, om beslutningen fra sidste år.

Sideløbende med at det kommunale tilskud forsvandt, mistede Kulturelt Samvirke også nogle af de opgaver, som man tidligere havde haft. Herunder møder to gange årligt med de store kulturelle foreninger og aktører på Mors.

- Men der er folk, som synes, at det er ærgerligt, at vi blev nedlagt, siger Gunhild Olesen Møller.

Hun påpeger, at samvirket blandt andet har en rolle i forhold til at læse kommunale planer - og eventuelt komme med indsigelse.

Spørgsmålet om opløsning af Kulturelt Samvirke, der tæller godt 20 foreninger og enkeltpersoner, afgøres på et repræsentantskabsmøde 24. marts.

Hvis der ikke er to tredjedeles flertal for at fastholde opløsningen, skal der tages stilling til at genindføre kontingentet. Mens samvirket fik kommunal støtte, har medlemskabet været gratis.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.