Forslag: Morsø Kommune skal betale for lokal handelschef
Der arbejdes politisk på yderligere økonomisk hjælp til at ansætte en handelschef, som kan være med til at fastholde og udvikle hele øens handelsliv. Forslaget vækker glæde hos Morsø Handelsstandsforening

Handelsstandsforeningen på Mors står bag en række events som for eksempel de gratis koncerter på Kirketorvet i sommerferien, der dog ikke bliver til noget i år på grund af coronasituationen. Arkivfoto
MORS:Den benhårde konkurrence fra blandt andet nethandel og storcentre samt situationen i handelslivet får Morsø Kommune til at komme med et forslag, som bliver politisk behandlet snarest muligt.
Mors har en aktiv handelsstand med et væld af arrangementer, skriver kommunen i en pressemeddelelse og fremhæver et stærkt samarbejde mellem turisme, kommunen og handelslivet.
Morsø Kommune vil gerne hjælpe med et positivt skub, fordi det er behov for det. Helt konkret handler det om ansættelse af en handelschef for hele Mors.
Tankerne om at ansætte en handelschef for hele øen er allerede i støbeskeen, og man er snart klar til at slå stillingen op. Der var lagt op til, at kommunen skulle støtte med 150.000 kroner årligt til ansættelsen af en handelschef for hele Mors, men nu arbejdes der på at give yderligere hjælp.
- Det er afgørende, at vi alle handler lokalt i det omfang, det overhovedet er muligt. Vi må stå sammen og værne om alle de gode ting, som vi har. Handelslivet er i høj grad med til at gøre Mors til et attraktivt sted at bo og besøge. Vores forretningsdrivende gør en stor indsats, og vi vil gerne gøre noget ekstra for at støtte dem, lyder det fra borgmester Hans Ejner Bertelsen og formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget, Ellen Philipsen Dahl:
- Vores forslag er, at vi internt i Morsø Kommune finder midlerne til at afholde udgifterne til at ansætte en handelschef for hele Mors i 2020 og 2021. Det er så vigtigt, at vi udvikler vores handelsliv, og gør det så tiltrækkende som muligt, og arbejdet med at ansætte en handelschef skal ikke forsinkes eller ødelægges af den nuværende situation, siger de samstemmede i pressemeddelelsen.
De uddyber, at kommunen kan finansiere udgifterne til en handelschef de kommende år på følgende måde: 100.000 kroner kan komme fra Beskæftigelses-og Erhvervsudvalgets udviklingspulje, som i forvejen er beregnet til at støtte op om event-, turisme- og erhvervsfremmende initiativer. Resten af beløbet på omkring 250.000 kroner kan komme fra Morsø Kommunes opstartspulje. Det er en pulje, som Økonomiudvalget har til at sætte gang i tiltag under ekstraordinære omstændigheder.
Det nye forslag svækker glæde hos formanden for Morsø Handelsstandsforening, Michael Hansen.
- Det vil være en rigtig god hjælp for os forretningsdrivende. Lige nu er det mere end svært at finde midler til at gennemføre planen med en handelschef efter den gamle aftale.
På den her måde kan det blive til noget nu, og det har vi brug for, siger Michael Hansen og forsætter:
- Vi knokler for, at det skal være interessant og relevant at handle lokalt, og at folk udefra også skal få lyst til at handle på Mors. Men vi har brug for en professionel tovholder. En som kan have fuldt fokus på opgaven og koordineringen, og som kan se og udføre de tiltag og muligheder, der kan gavne alle os forretningsdrivende på Mors, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.