Forvirring i 11. time om Ørodde hos S og K
- Jeg er blevet underkendt, siger det socialdemokratiske medlem af økonomiudvalget John Christiansen

- Jeg fik tæsk af gruppen, erkender John Christiansen (S). Foto: Diana Holm
NYKØBING:- Ja, jeg har fået tæsk i gruppen. Min holdning til Ørodde er ikke partiets. Det kan jeg jo så godt undre mig over, men vi er nok ikke færdige med at diskutere det emne.
Det siger John Christiansen, mens han var ved at afslutte sit hverv som valgtilforordnet i Nykøbing Hallen tirsdag lige før klokken otte. Det socialdemokratiske medlem af økonomiudvalget i Morsø Kommune har flere gange i år tilkendegivet, at partiets holdning til Ørodde er, at campingpladsen skal bevares, men godt må udvide på de tidligere boldbaner.
Men her i 11. time reagerede partifællen Pia Storm kraftigt på Nordjyskes opgørelse af, hvad partierne mener om den omstridte odde, der skærmer af for Nykøbing ud mod Limfjorden. På Facebook lod hun forstå, at S absolut ikke vil tillade camping på boldbanerne.
Hertil siger John Christiansen.
- Jeg havde stemt det af med Allan Haugstrup, der ejer Morsø Camping & Hytter. Han havde sagt, hvad han har brug for til udvidelse med hytter. Og da vores parti holdt åbent hus ude på Ørodde i august, var der 30-40 tilkendegivelser af, at campingpladsen gerne må udvide på en del af arealet. For boldbaner er jo ikke natur, og da de var en del af stadion, var der ikke offentlig adgang. Nu er der så pludselig nogen, der mener at have vundet hævd på de arealer. Men måske bliver løsningen at inddrage Pavillonvej til camping, siger John Christiansen.
Afslappet holdning
Også hos Det Konservative Folkeparti var der bølgegang. Kandidat Henrik Markmøller Bro var ude med en tilkendegivelse af, at K absolut ikke vil have camping på boldbanerne. Men her gjorde han regning uden vært, som er hans spidskandidat Thomas Jensen. Ham fangede vi også i hallen:
- Jeg har ikke nået at snakke med Henrik. Men det kan godt være, at udvidelsen skal være på Pavillonvej. Det må vi snakke om. Jeg synes ikke, Ørodde har fyldt så meget i valgkampen som for fire år siden, men det er åbentbart noget, mange har en meget bestemt holdning til. Nu må vi se, siger Thomas Jensen (K).
Og så kommer Tore Müller, socialdemokratisk spids også forbi.
- Det er rigtigt nok, at John blev underkendt. Bølgerne går højt på Facebook, men jeg tagerdet altså lidt afslappet med de boldbaner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.