Frivilligpris til "en der har spillet i Disneyland"
Jubel og stort bifald da Diana Brund Christensen, formand for Morsø Garden, modtog Morsø Kommunes frivilligpris
Opdateret kl. 23:39
ØSTER JØLBY: - Det har været virkelig, virkelig svært at vælge mellem de nominerede, sagde borgmester Hans Ejner Bertelsen, da han skulle begrunde tildelingen af årets frivilligpris ved fredagens frivilligfest i Øster Jølby.
De nominerede var Niels Dybdahl, som igennem mere end 30 år været aktiv i Nordvestmors BK, de seneste 12 år som formand, og Poul Torbensen, i mange "et bærende punkt" i FDF Nykøbing Mors i sin egenskab af kredsleder og klasseleder.
Samt Diana Brund Christensen, der er formand, gardist og instruktør i Morsø Garden. Diana begyndte som aspirant i Morsø Pigegarden, som garden hed dengang, i august 1989. I 2008 kom hun med i bestyrelsen, og fem år senere blev hun formand. Det har hun været siden.
Sidste år blev et særligt travlt år, hvor garden skulle fejre 50 års jubilæum. I den anledning tog man på tur til Paris, og gav koncert i Disneyland.
Og Hans Ejner Bertelsen kunne afsløre, at frivilligprisen i år går til en "som har været med til at spille i Disneyland".
Det var et valg, som udløste stor jubel hos gardens medlemmer - der i øvrigt havde spillet for frivilligfestens gæster ved ankomsten tril Midtmors Sport.
Og Diana Brund Christensen blev mødt med aftenens hidtil største bifald, da hun modtog prisen.