Voldsom brand i gågadeejendom under kontrol - ældre mand på sygehus til tjek for røg

Branden er opstået i en lejlighed over børnetøjsbutikken Nif Nif

Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm Bo Lehm

NYKØBING MORS: Beredskabet i Nykøbing Mors har assisteret af brandfolk fra Thisted det meste af onsdagen kæmpet hårdt for at slukke en brand i en to en halv etages ejendom i gågaden i Nykøbing. Ved godt 13-tiden meldte indsatsleder Nicolai Kanstrup fra Nordjyllands Beredskab i Thisted, at branden var under kontrol.

Gågaden er dog fortsat helt spærret af, så brandfolkene kan arbejde i fred, og så andre ikke kommer i fare under branden, der i løbet af onsdagen udviklede sig voldsomt og afgav en kæmpe røgfane, som det kan ses i videoerne herunder:

Alarmen til Nordjyllands Beredskab lød klokken 09.04.

Branden er tilsyneladende opstået i lejligheden oven over børnetøjsbutikken Nif Nif på Vestergade 4, fortæller NORDJYSKEs mand på stedet Carsten Tolbøll.

Men det skal tekniske undersøgelser foretaget af Midt- og Vestjyllands pyroteknikere senere forsøge at afdække, når branden er helt slukket og det er sikkert at bevæge sig ind i ruinen.

Carsten Tolbøll oplyser, at politiet ved middagstid er begyndt at genne folk længere væk fra den brændende bygning og væk fra Møgelhøjsplads nær den brændende bygning.

- Ifølge de oplysninger, jeg har kunnet få, er branden opstået i en miniovn hos en ældre mandlig beboer i lejligheden over børnetøjsbutikken. Den mand er kørt med ambulance til sygehuset i Thisted til tjek for røgforgiftning, forklarer Carsten Tolbøll.

Han fortæller, at indehaveren af børnetøjsbutikken Helle Lynggaard blev adviseret af en nabo, der kørte forbi den brændende bygning.

Helle Lynggaards mor kom kort efter forbi brandstedet og kunne konstatere, at alt i butikken er mere eller mindre ødelagt, da vand er fosset ned fra slukningsarbejdet og ind i butikken.

Ilden stod på det tidspunkt ovenud af taget på den brændende bygning.

Indsatsleder Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab i Morsø Kommune har til NORDJYSKEs mand på stedet Carsten Tolbøll oplyst, at beredskabet ved 11.15 tiden havde så meget kontrol over branden, at den ikke ville brede sig til nabobygninger i gågaden.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Han oplyste samtidig, at alle beboere og brugere af nabobygningerne er blevet evakueret.

- Jeg kan se, at vandet fosser ned i børnetøjsbutikken, hvor alt er søbet ind i vand. Beredskabet har været inde og forsøgt at bjærge noget af tøjet. Jeg har talt med indehaveren af butikken og flere fra hendes personale, og de er naturligvis chokerede, men de bruger umiddelbart den galgenhumoristiske tilgang til branden. De kommer ikke på arbejde lige nu eller i den nærmeste fremtid i butikken, fortalte Carsten Tolbøll onsdag formiddag.

Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm Bo Lehm

- Ejerne af den brændende bygning, Erik Sixhøj og sønnen Martin har fortalt mig, at der med stor sikkerhed er skader på ikke mindre en otte til 10 lejligheder i de tre bygninger, som udgør det bygningskompleks, hvor den midterste af de tre bygninger brænder. Der er tale om røg- og vandskader, fortalte Carsten Tolbøll.

Bygningerne har været i familiens eje siden 1930´erne.

Onsdag eftermiddag gik Nordjyllands Beredskab i gang med at vælte facaden på den næsten udbrændte ejendom i Vestergade for at forhindre nedstyrtning og for at kunne slukke ilden helt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.