vejrfænomen

Gavl smadrede Lines garage: - Heldigvis var jeg og min Fiat på arbejde!

Gavlspids i boligforeningsejendom gav efter for ekstremt vejr

- Godt jeg og bilen ikke var hjemme, siger Line Friis May, der bor i Filtenborggade. 
- Godt jeg og bilen ikke var hjemme, siger Line Friis May, der bor i Filtenborggade.  Foto: Bo Lehm

Opdateret 15. marts 2023 kl. 07:34

NYKØBING: Et ordentligt rabalder opskræmte beboerne i Filtenborggade i Nykøbing mandag eftermiddag. Gavlspidsen på en to en halv etagers beboelsesejendom i nummer 12 gav efter for det forbigående vilde vejr med vindstød af stormstyrke ledsaget af skiftevis frost og tø. 

Gavlen styrtede ned og smadrede garagen til nabohuset. Her bor Line Friis May, men hun var lykkeligvis ikke hjemme.

Hele den ydre skalmur i gavlspidsen på Filtenborggade 12 styrtede ned. Foto: Bo Lehm

- Det var held i uheld, at jeg sad på mit arbejde på arbejdsmiljøcentret i Erslev. Jeg har ind imellem nogle hjemmearbejdsdage,  og jeg havde lige haft en uges fri, og det kunne lige så godt være sket i den uge. Så Fiat'en overlevede en dag mere. Min genbo skrev til mig, at jeg hellere måtte køre hjem, for der var sket en ulykke, siger Line Friis May.

Lines garage og et tilhørende redskabsskur er totalt ødelagt af de nedstyrtede murbrokker. Det kunne være gået rigtigt galt.

Sådan så Lines garage og skur ud. Foto: Bo Lehm

- Jeg havde været død, hvis jeg havde været derinde. Det var ret voldsomt, og nogle af de andre beboere i gaden troede, at vi var blevet angrebet af mortérgranater. Men så længe der ikke er sket nogen noget, er det til at tage og føle på, og det bliver jo en forsikringssag. Det er en boligforeningsejendom, hvor toppen af gavlen faldt ned, og jeg ved ikke, om det er skiftet fra frost til tø, der har sprængt murstenene, hvorefter blæsten har hjulpet til, siger Line Friis May. 

Nordjyllands Beredskab i Nykøbing var på stedet tirsdag formiddag for at inspicere skaderne. 

- Jeg blev ringet op, fordi ingen turde nærme sig bygningen, idet der var fare for, at der ville styrte mere materiale ned. Jeg kunne se, at der lå flere løse mursten og tagsten deroppe, så vi fik en stigevogn ud. Nu er de sten pillet ned, så der ikke er risiko, men vi har selvfølgelig spærret af ved fortovet og i gården, siger beredskabsinspektør Mogens Hansen.

Line Friis May inspicerer skaderne sammen med beredskabsinspektør Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab.  Foto: Bo Lehm

Hjørneejendommen tilhører Nykøbing Mors Andelsboligforening. Forretningsfører Peter Nicolas Pedersen siger:

- Godt der ikke skete nogen noget. Ejendommen er fra 1945 og et af vores ældste byggerier. Den er velholdt, og vi har ikke haft nogen fornemmelse af, at noget sådant kunne ske. Nu skal vi have gang i håndværkerne, og de skal så også kigge på, om der er et eller andet, som bør renoveres. Lejerne kan blive boende, for det var kun den ydre skalmur, som styrtede ned, siger Peter Nicolas Pedersen. 

Beredskabet sendte en stigelift op for at fjerne løse sten. Privat foto

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden