Gregersen fortsætter som dobbelt-direktør
Morsø Kommune fastholder en indskrænket direktion på fire personer
Opdateret kl. 14:47
Der er nu indgået en endelig aftale med Torben Gregersen om også at inddrage Teknik og Miljø i sit direktøransvar. Torben fastholder sit hidtidige ansvar for Børn og Kulturområdet. Det oplyser Morsø Kommune i en pressemeddelelse.
Torben Gregersen påtog sig ansvaret for Teknik og Miljø, da kommunen i juni i år skilte sig af med den mangeårige direktør for området, Arne Kirk. Årsagen blev angivet som uenighed om, hvordan drift og udvikling skal køres.
Det har ligget i luften, at Morsø Kommune ville undlade at genbesætte Kirks stilling som følge af kommunens anstrengte økonomi. Man opnår givetvis en besparelse ved at lade Torben Gregersen være direktør for to forvaltningsområder, men på den korte bane måtte kommunen dog ryste op med knap 1,3 millioner kroner brutto i fratrædelsesgodtgørelse til Arne Kirk, hvis formelle tilknytning til kommunen ophører 6. december.
- Jeg glæder mig over aftalen med Torben, der på kompetent vis har håndteret opgaven i konstitueringsperioden, og jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde. Vi er nu et stærkt firkløver i direktionen, som fortsat vil arbejde på at skabe udvikling og stabil drift for Morsø Kommune, siger Rikke Würtz, kommunaldirektør i Morsø Kommune.
- Jeg er stolt, glad og også meget ydmyg over også inddrage Teknik og Miljø, som mit direktøransvar. De seneste måneder har jeg lyttet til de mange kompetente medarbejdere og ledere - og jeg er så småt begyndt at sætte mit eget præg på området. Det arbejde ser jeg frem til at fortsætte med, lyder kommentaren fra Torben Gregersen, direktør for Børn og Kultur og Teknik og Miljø i Morsø Kommune.
Udover Rikke Würtz og Torben Gregersen består Morsø Kommunes direktion af Henrik René Christensen, direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, og Bodil Kristensen, direktør for Økonomi og Stab.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.