Fodbold

Gyser på Mors: Nordvestmors sikrede sig overlevelse

Spillerne fra Nordvestmors BK skal også spille Serie 2 næste sæson

Nordvestmors BK er også at finde i Serie 2 næste sæson.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Nordvestmors BK er også at finde i Serie 2 næste sæson.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

ØSTER JØLBY: Lørdag eftermiddag skulle det afgøres, om Nordvestmors BK også skal spille i Serie 2 næste sæson, eller om de må en tur ned i Serie 3. Det skete, da morsingboerne hjemme i Øster Jølby tog imod Aars IK.

Kampen blev en spændende affære, men da de 90 minutter var overstået, kunne spillerne fra Nordvestmors juble over en sejr på 2-0 og dermed overlevelse i Serie 2.

Og det var Nordvestmors BK, som kom bedst fra start og spillede sig frem til de største chancer. Efter en halv time bragte de sig foran, da Mikkel Dahl Sørensen kom først på et indlæg fra højre side og med indersiden sparkede bolden i mål.

- Vi vidste ikke meget om Aars IK på forhånd, men jeg synes, vi kom godt fra start. De ville gerne spille med lange bolde, og dem lukkede vi godt af for, siger Johnny Vestergaard, der vikarierede som træner for Nordvestmors BK i lørdagens kamp.

I anden halvleg begyndte gæsterne fra Aars at satse mere fremad banen, og det skabte en del vanskeligheder for Nordvestmors BK.

Og i de døende minutter var det ved at gå galt for morsingboerne. Her mistede de bolden på egen banehalvdel, hvilket resulterede i, at der blev begået straffe på en af Aars IK’s angribere. Heldigvis for Nordvestmors BK udviste Rasmus Bekhøj i målet stor sikkerhed og greb straffesparket.

Aars IK fortsatte med at presse på, og det gav også omstillingsmuligheder til Nordvestmors BK i modsatte ende. I kampens tillægstid blev det udnyttet til fulde, da Mads Vester blev spillet fri og sparkede bolden op i nettaget til resultatet 2-0.

- Det blev lidt for spændende i anden halvleg, da de begyndte at komme mere frem på banen og fik straffe. Men heldigvis reddede vi den og fik også scoret et flot mål til sidst, så det er vi selvfølgelig glade for, siger Johnny Vestergaard og fortsætter: - Drengene har fyret godt op for musikken inde i omklædningsrummet og fejrer, at vi har overlevet.

Kampfakta:

Fodbold, serie 2

Nordvestmors BK

Aars IK

Resultat: 2-0

Pausestilling: 1-0

Mål: 1-0 Mikkel Dahl Sørensen (28) og 2-0 Mads Vester (90)

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden