Håndboldstævne: Det kører for U13-pigerne fra HF Mors

Ingen afbud og ingen alvorlige skader. Det var status for Morsø Påskestævne lørdag eftermiddag

- Juhu, vi vandt igen! U13-pigerne fra HF Mors viser, hvad det også handler om i en turnering som Morsø Påskestævne. <i>Foto: Bente Poder</i>

- Juhu, vi vandt igen! U13-pigerne fra HF Mors viser, hvad det også handler om i en turnering som Morsø Påskestævne. Foto: Bente Poder

NYKØBING:- Op med armene. Tættere markeringer. Kom så piger!

De to trænere Louise og Beth lever med i kampen fra henholdsvis bænken og sidelinjen. Men der er ikke så meget at kritisere. U13-pigerne fra HF Mors cruiser igennem Morsø Påskestævne. Det er syvende kamp på to dage, og de foregående seks er endt med sejre. Det gør denne også, ganske solidt endda. 15-5 står der til sidst på tavlen i Sparekassen Thy Arena Mors her lørdag midt på eftermiddagen.

Modstanderne fra Galten i de røde trøjer må nøjes med trøstmål i ny og næ. Men på de forholdsvis sparsomt besatte tilskuerpladser i arenaen er der bifald og hujen til begge hold. Fairplay er i høj kurs, og så lever man med, at dommeren tildeler en Mors-pige en advarsel for at gå for hårdt til de østjyske angribere, når der ikke er bold i nærheden.

Trænerne Louise og Beth opildner deres hold i pausen. <i>Foto: Bente Poder</i>

Trænerne Louise og Beth opildner deres hold i pausen. Foto: Bente Poder

- Vi er i A slutspil, og hvis vi  vinder den sidste kamp her i eftermiddag, ryger vi i A finalen i morgen. Det har kørt rigtigt godt, og det er nogle gode piger, vi har, siger Louise midtvejs i den 13 minutter lange anden halvleg.

En svedig Mors-spiller bliver udskiftet og tager plads på bænken. Det er Julie, der har scoret flere af de blåblusedes mål i kampen.

- Jeg er lidt træt, for det er mange kampe, vi har spillet. Men det er hyggelig og sjovt at være med, og der er et fedt fællesskab. Det er en fordel for os, at vi spiller her på Mors, hvor vi kender alle, og ved hvordan det hele er, siger Julie.

Frispilning af stregspilleren fra HF Mors. <i>Foto: Bente Poder</i>

Frispilning af stregspilleren fra HF Mors. Foto: Bente Poder

Det her er blot en af 399 håndboldkampe for spillere mellem ni og 15 år, der afvikles i 12 haller på Mors, i Salling og i Thy under Morsø Påskestævne. På stævnekontoret på Morsø Gymnasium hersker der afslappet stemning. Alle resultater indberettes online, så man skal ikke hænge i telefonen for at få cifrene hjem.

- Vi har hidtil været forskånet for brækkede arme og ben, men vi har da haft vagtlæge til knæskader og ømme haleben, men ikke noget alvorligt. Vi er superglade for, at samtlige 119 tilmeldte hold og samtlige dommere er mødt frem. Fra de andre håndboldstævner, der er i påsken, hører man om problemer med afbud, siger Allan Nørhave, formand for Morsø Påskestævne.

- Vi er superglade for, at alle hold og alle dommere er mødt frem, siger stævneleder Allan Nørhave. <i>Foto: Bente Poder</i>

- Vi er superglade for, at alle hold og alle dommere er mødt frem, siger stævneleder Allan Nørhave. Foto: Bente Poder

Vinderne af B, C og  D slutspillet får medaljer  og får taget et holdfoto lørdag aften. De øverst rangerede hold spiller finale- og placeringskampe søndag.

- Når alt er overstået går der lige et par uger, hvor vi trækker vejret, og så begynder vi så småt at arrangere næste års udgave af Morsø Påskestævne, siger Allan Nørhave.

Morsø Påskecup 2023

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.