Han vil flytte Mollerup Mølle hen, hvor kornet gror
Ny mand skal udligne et kornunderskud hos landets tredjestørste grovvareselskab
MOLLERUP: Med en flot vækst i salget af foderblandinger er Mollerup Mølle A/S kommet i konstant underskud for korn. Og da kornet er koncentreret på Sjælland, mens Jylland tager sig af den animalske produktion, må Mollerup til Sjælland for at købe kornet.
Det er just strategien for landets tredjestørste grovvarevirksomhed, der til formålet har ansat en erfaren sjællænder, 48-årige Poul Claudio Pelsen i en nyoprettet stilling som korn- og råvarechef. Han får fra 1. oktober ansvaret for indkøb og salg af korn og råvarer. Desuden vil den overordnede risikostyring af korn, råvarer og foderstoffer være hans ansvarsområde.
Byttehandel
- Mollerup Mølle har før opkøbt korn engros, men mon ikke, det kan lade sig gøre at købe direkte hos de sjællandske landmænd. Og så vil det jo være naturligt at tilbyde de samme landmænd såsæd, gødning og planteværn, som Mollerup har en flot tilgang til. Det bliver min opgave at organisere dette, siger Poul Claudio Pelsen.
Han har haft hele sin karriere i korn og foderstofbranchen, senest hos konkurrenten Overgaard. Poul Claudio Pelsen har skabt et stort netværk i både ind- og udland for specielt hele området for markafgrøder. Herudover kan en stor indsigt i det sjællandske marked danne brohoved for opkøb af markafgrøder fra Sjælland som match til en blandt andet stadigt stigende foderproduktion hos Mollerup Mølle.
Den uformelle familie
Den nye mand har allerede et fint forhold til fætrene Jakob og Holger Pedersen, der ejer og leder det gamle familieforetagende på Mors.
- Det, at vi skal til Sjælland, ændrer ikke ved, at Mollerup Mølle fortsat vil være et lokalt selskab. Jeg kan virkelig godt lide, at Mollerup er i øjenhøjde med kunderne og ikke gemmer sig bag en fin organisation. Jakob og Holger er også dem, der springer op i lastbilen og kører med gummigeden en gang imellem. De har simpelthen grovvarer i deres dna, og den måde at ramme kunderne på er noget, der vil blive sat pris på, også på Sjælland, siger den kommende Mollerup Mølle-mand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.