Havnen klippede navlestrengen og blev større

Hul igennem til lagunen i Ejerslev havn - bro over den nye indsejling kommer på torsdag

Så er det lige før, vandene samles. Lagunen til højre forbindes med havnen til venstre. 

Så er det lige før, vandene samles. Lagunen til højre forbindes med havnen til venstre. 

EJERSLEV:16 år må siges at være en ret sen alder at få klippet navlestrengen, men så lang tid skulle der gå, før foreningen bag Ejerslev Havn fik realiseret sin plan om at bryde igennem fra havnebassin til lagune.

Det skete mandag kort før middag. Teknisk set ændrede Mors geografi, idet kystlinjen ved flytning af få skovlefulde jord med en larvebåndsgravemaskine nu skærer sig en halv kilometer ind i landet og løber langs stien rundt om den inddragede lagune, der i sin tid opstod som følge af molergravning.

- Ja, det har været et langt, set træk. Allerede i 2006 fik vi faktisk en tilladelse til gennembruddet af myndighederne, og der var ingen tidsbegrænsning på. Det kom de så i tanke om, at der alligevel var, så vi måtte igennem en nye høringsrunde, hvor der ikke kom indsigelser mod planene. Forinden havde vi haft ballade om naturbeskyttelse, fordi der blev blev fundet to strandtudser inde ved lagunen. Men det viste sig at være to hanner, så der kunne ikke være tale om at skulle beskytte et yngleområde, siger Ivar Søndergaard, formand for Foreningen Ejerslev Havn.

- Vi håber at få en række nye brugere i form af jolleejere, der kan sejle ind og fortøje i lagunen, siger formand Ivar Søndergaard. Til højre for ham skimtes nordmolen, hvor foreningen har fået etableret kystsikring. 

- Vi håber at få en række nye brugere i form af jolleejere, der kan sejle ind og fortøje i lagunen, siger formand Ivar Søndergaard. Til højre for ham skimtes nordmolen, hvor foreningen har fået etableret kystsikring. 

Imens han fortalte det, havde hans bestyrelseskollega Martin Larsen, der arbejder for entreprenør K. E. Andersen & Søn i Redsted, taget plads i førerkabinen. Snart var der flyttet så meget ler, at vandet begyndte at pible fra lagune til havn, og så skete det store gennembrud uden videre dramatik.

Forarbejdet var gjort ugen forinden af havnespecialisten, Ivan Jakobsen Entreprenørfirma fra Struer, der forstærkede strengen og nedrammede to spunsvægge, der afgrænser den nye indsejling.

Foreningen Ejerslev Havn realiserede mandag en flere år gammel plan om at slå hul på landstrimlen mellem havnebassin og den indre lagune. 

Foreningen Ejerslev Havn realiserede mandag en flere år gammel plan om at slå hul på landstrimlen mellem havnebassin og den indre lagune. 

- Der sivede i forvejen saltvand ind i lagunen, så forholdene for planter og dyr ændrer sig næppe ret meget. Men vi har været nødt til at sikre os mod større gennembrud under storme. Vi har brugt en million kroner på at sikre havnenes nordmole og strandkanten. Det er så meningen, at der anlægges en plads i hjørnet af lagunen nærmest cafeen, hvor vi vil have bådebroer til de joller, der sejler ind i lagunen, siger Ivar Søndergaard.

Men der skal fortsat være passage langs strengen, så der vil blive placeret en høj, præfabrikeret træbro hen over den nye indsejling. Broen leveres og monteres på torsdag. Broen koster 163.000 kr. og etablering af brohoveder og spunsvægge 589.000 kr. I alt står denne del af havneprojektet i godt to mio. kr., penge, som en række fonde har finansieret.

Nu tager perspektivet sig pludselig sådan ud inde fra lagunen.

Nu tager perspektivet sig pludselig sådan ud inde fra lagunen.

 

Ejerslev Havn

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.