Heftig debat om en lille plet på kortet
Timelang debat om et hjørne af Morsøs kommuneplan
Opdateret 08. juni 2022 kl. 08:26
NYKØBING: Var det et benspænd i utide fra mindretallet? Eller var det demokratiet i fuld og fornemste udfoldelse? Det afhang helt af den politiske synsvinkel og observans, da Morsø Kommunalbestyrelse tirsdag efter en timelang debat slog de endelige søm i den forsinkede Kommuneplan 2021-2033.
Den debat havde omkring 40 demonstranter forinden varmet op til i mild sommerregn på Rådhustorvet.
- Det er underligt, at man i stort set alle andre kommuner arbejder for at få mere bynær natur. Bare ikke i Morsø Kommune. Her arbejder man på at få mindre bynær natur, sagde initiativtageren Pia Thorsen. Hun fik følgeskab af navnesøsteren Pia Storm, der havde tid til at bakke forsamlingens synspunkt op, inden hun skulle op i byrådssalen på det gamle rådhus og blandt andet argumentere for den socialdemokratiske gruppes ændringsforslag til kommuneplanen.
- Jeg bakker op om de mange hundrede, der er gået imod planer om bebyggelse på Ørodde. Derude har Nykøbing og Mors et åndehul, som flere hundrede mennesker benytter, og som ikke mange andre kommuner har. Jeg protesterer og siger nej. God dag til jer, sagde Pia Storm. Hun genså dog en stor del af de aktive i byrådssalen, hvor de fyldt tilhørerpladserne, så døren til salen måtte holdes åbent under mødet.
Kommuneplanrevisionen er blevet forsinket af statens veto mod tre udpegede udvidelsesområder for Nykøbing. Politikerne har bøjet af og fundet alternativer, som ikke strider mod lovkrav til udnyttelse af kystområder. Og opgivet at bebygge den del af Ørodde, der er i landzone. Men Morsø Camping & Hytters resort på en smal strimmel land på tværs af det inderste af odden er i byzone og må formelt set godt forvandles til byggegrunde.
Og det var det, der var stridens kerne. Op til sidste års kommunalvalg og længe forinden og på kommunalbestyrelsesmødet tirsdag - foruden et ændringsforslag fra Radikale Venstre, som gik på noget helt andet.
Jens Dahlgaard (S) argumenterede for, hvorfor han ikke kunne stemme for den samlede kommuneplan, hvis hans partis ændringsforslag faldt.
- Jeg husker som barn, hvordan min ven Tobias og jeg havde glædet os en hel dag til en lagkage, som Tobias' mor lavede. Og så ødelagde hun den til sidst ved at strø kaffegrums ud over den, som ingen af os kunne fordrage. Jeg har det på samme måde med kommuneplanen, som bliver uspiselig, hvis muligheden for at bygge boliger på campingpladsen består, sagde Jens Dahlgaard.
Flertallet i den blå side af salen fandt det inkonsekvent, at Socialdemokratiet og den radikale ville have fastlagt, at der ikke kan bygges på campingpladsen, idet man påpegede, at det var Egon Pleidrup, der som daværende socialdemokratisk borgmester i 2002 havde båret muligheden igennem i en lokalplan. Men der var også divergerende meninger om, hvorvidt de borgerlige selv ønsker udstykning.
- Det er direkte løgn, Pia Storm, at vi vil bygge boliger, sagde Meiner Nørgaard (DF).
Ændringsforslaget fik kun S og R's støtte. Kommuneplanen blev derefter stemt igennem af den øvrige kommunalbestyrelse, inklusive tre socialdemokrater.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.