Sexismesag belaster Vangsgaard: EL siger nej til valgsamarbejde
Enhedslisten og Radikale på Mors indgår valgsamarbejde. Sexismesag hindrer, at SF og Viggo Vangsgaard er med
Opdateret 15. oktober 2021 kl. 13:37
MORS: - Enhedslisten er et erklæret feministisk parti. Ingen af vores stemmer skal gå til at få Viggo Vangsgaard valgt ind med de anklager om sexisme, som klæber til ham. Så der kan ikke blive tale om et valgteknisk samarbejde mellem Enhedslisten og SF på Mors.
Klar tale fra Pia Thorsen, spidskandidat for Enhedslisten ved det kommende kommunalvalg i Morsø Kommune. Anledningen til udtalelsen er egentlig et spørgsmål, Nordjyske stillede, efter at have erfaret, at Enhedslisten har indgået valgteknisk samarbejde med Det Radikale Venstre. Ville det ikke være mere naturligt, om de to venstrefløjspartier indgik valgforbund?
- Nej, ikke som situationen er denne gang. Viggo Vangsgaard blev ekskluderet af Socialdemokratiet på grund af anklager om upassende adfærd over for en partifælle, og det vil vi ikke kunne leve med. SF har jo ikke så stor en organisation på Mors, og indtil videre er Vangsgaard den eneste opstillede for partiet, så overskydende stemmer ville gå til ham. Så selv om vi kunne have gavn af et valgforbund, siger vi klart nej, siger Pia Thorsen.
Årsagen var ikke politik
I november 2019 trådte den politiske veteran Viggo Vangsgaard, der stadig er 1. viceborgmester på Mors, ud af Socialdemokratiet efter 26 års medlemsskab. Først blev han løsgænger, og siden meldte han sig ind i Socialistisk Folkeparti, der hermed blev repræsenteret i kommunalbestyrelsen.
Årsagen til bruddet blev kaldt politisk, men i oktober 2020 kunne Nordjyske afsløre, at den var sexistisk. Pia Storm, der første gang blev valgt ind for Socialdemokratiet i 2013, havde fra starten oplevet Vangsgaard komme med utvetydige opfordringer til sex og mærket upassende berøringer. Hverken overfor Nordjyske eller sin partiformand indrømmede Vangsgaard de påståede episoder, men da han af partiet blev truet med eksklusion, underskrev han en erklæring om, at Storm havde følt sig krænket og chikaneret af ham.
Delvis accept i en erklæring
Da årsagen til Vangsgaards brud med Socialdemokratiet blev offentlig kendt, var han allerede etableret som SF-politiker og udset som partiets trækplaster ved kommunalvalget i 2021.
Det førte til et storvaskmøde i bestyrelsen for SF Thy-Mors. Efterfølgende udsendte partiforeningen en pressemeddelelse:
”SF Thy-Mors tager sagen meget alvorlig, og har haft en indgående drøftelse med Viggo Vangsgaard om den. SF Thy-Mors noterer, at der er forskellige opfattelser af chikanens karakter. Uagtet beklager partiforeningen, at Viggo Vangsgaard havde undladt at oplyse dem om sagen, da han søgte om optagelse i SF... Viggo Vangsgaard har lært af sagen, og er i fuld erkendelse af, at kommentarer let kan opfattes krænkende, hvilket han har undskyldt for. Han vil derfor fremover være meget opmærksom på, hvordan kommentarer og lignende kan blive opfattet af andre, og dermed fremover undgå at blive opfattet som krænkende,” hed det i meddelelsen.
Men hvad siger formanden for SF Thy-Mors, Thorkil Olesen, til, at Vangsgaards sag nu bremser for et valgteknisk samarbejde.
- Jeg synes også, at det ville være mest naturligt med et SF-EL-valgsamarbejde. Vi spurgte Enhedslisten og fik afslag af den årsag, du nævner. Enhedslistens begrundelse skal jeg ikke blande mig i. Nu må vi føre valgkamp alene, og vi regner med at blive repræsenteret på Mors. Om få dage offentliggør vi flere kandidater, siger Thorkil Olesen.
De små kan hjælpe hinanden
Enhedslistens ufravigelige afstandstagen til sexisme har ikke afholdt partiafdelingen på Mors fra at gå i valgteknisk samarbejde med De Radikale. Det parti har ganske vist også været martret af me-too-sager, men ikke lokalt.
- Det kan vi helt sikkert få gavn af. Vi er begge små partier, der gerne skulle undgå stemmespild. Ved valget i 2017 fik Enhedslisten 513 stemmer og var tæt på et mandat til Bo Fink. Nu stiller han op for De Radikale, og hvor mange stemmer mon han trækker med over, og hvor mange kan vi selv mønstre, spørger Pia Thorsen.
Jette Jepsen, der er kommunalbestyrelsesmedlem og spidskandidat for De Radikale, ser også fordelen ved, at to små partier samarbejder:
- Det er ren valgteknik. Der er ikke aftalt fælles politik, eller hvem vi peger på. Men omvendt befinder vi os ikke i hver sin ende af spektret, siger Jette Jepsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.