HF Mors kom til kort i anden halvleg
Kræfterne slap op for HF Mors
HADSTEN: Lørdag var damerne fra HF Mors igen i aktion i 3. Division, da de ude mødte Hadsten Håndbold 2. Her var Morsingboerne med langt hen i kampen, men til sidst trak hjemmeholdet fra og vandt 25-20.
HF Mors kom godt fra start og var på et tidspunkt foran med tre mål i første halvleg. Generelt havde de styr på kampen, og de gik til pause foran 10-9.
- Jeg synes, vi havde en forbedret indstilling og tålmodighed i dag. Vi fik kampen ned i et tempo, hvor vi kunne være med, og i det store hele spillede vi en fin første halvleg, siger træner for HF Mors, Henrik Henriksen.
I anden halvleg fortsatte HF Mors med at være med, men Hadsten Håndbold 2 fik bedre fat om kampen.
- Vi kan stadig ikke stille med fuld trup, og det kan vi godt mærke i anden halvleg, siger Henrik Henriksen.
Med fem minutter igen var stillingen 19-19, men her begyndte kræfterne at slippe op for HF Mors. Det betød, at hjemmeholdet trak fra og vandt kampen 25-20.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at de trækker fra til sidst, men jeg synes, der er forbedringer at spore. Vi panikker ikke i vores spil, og vi laver ikke ligeså mange tekniske fejl, så når de sidste spillere er med, skal pointene nok komme, siger Henrik Henriksen.
Kampfakta:
Håndbold, 3. Division
Hadsten Håndbold 2
HF Mors
Resultat: 25-20
Pause: 9-10
Mål: Maria Kristensen 7, Heidi Dybdal 4, Susanne Madsen 3, Anna Andersen 3, Cecilie Berg 1, Jeanette Aggerholm 1 og Christina Olsen 1.