Højskole taler demokrati med unge i Ukraine: - Derovre er det blodig alvor
Højskolen Mors vil hjælpe ukrainske ildsjæle med at starte en højskolebevægelse i landet
Opdateret kl. 20:16
FLADE: - Hele projektet handler om, at der er nogle kræfter, der vil sikre, at Ukraine udvikler sig i en demokratisk retning efter krigen.
Det opsummerer Nikolai Seidelin, forstander på Højskolen Mors. Han har på højskolens vegne sagt ja til at hjælpe en gruppe ukrainske universitetsfolk, der er ved at starte en højskolebevægelse og en højskole lidt uden for Kyiv.
- De er så langt, at de har købt bygningerne, og de vil gerne samarbejde med os, siger han.
Som forholdsvis nystartet højskole har folkene bag Højskolen Mors nogle konkrete erfaringer at dele, når det gælder etableringen af en højskole helt fra grunden. Men samarbejdet kommer også til at handle om at skabe en platform for et netværk mellem danske og ukrainske unge.
Det bliver skudt i gang med online-møder via Zoom torsdag 28. april og igen 12. maj. Her deltager højskolens elever og en flok universitetsstuderende fra Ukraine i samtaler om demokrati.
- Ukraine, der er på vej til at blive det, vi forstår ved et demokrati, kan måske drage nytte af noget af det, vi tager for selvfølgeligt, og for de danske studerende handler det om at se, at det, vi tager for selvfølgeligt, det giver ikke sig selv. Kampen for demokrati er blodig alvor derovre lige nu, påpeger Nikolai Seidelin.
De ukrainske universitetsfolk startede med at rette en henvendelse til Folkehøjskolernes Forening i Danmark.
- De er blevet fascineret af højskoletanken og andelstanken som en af de veje, hvor Danmark blev det land, som det er i dag. For dem handler det både om at skabe en ukrainsk version af en højskolebevægelse og helt konkret at starte en højskole, fortæller Nikolai Seidelin og tilføjer:
- Der har været afholdt et online møde med forstanderen, og så har jeg grebet bolden og gået videre med den. Så det er havnet her , hvor vi laver en platform, hvor danske unge og ukrainske unge kan mødes. Så ideen er at opbygge en platform lige så langsomt. Det er et fedt projekt og nogle meget, meget søde folk, der brænder for sagen. Det er en flamme, de holder i live, som giver deres tilværelse mening ud over alt det, der sker i Ukraine lige nu.
Højskolen Mors, der startede 1. august 2020, har både været udfordret, men også hjulpet af coronaepidemien, som har forhindret mange unge i at bruge et sabbatår på at rejse udenlands. Nu er Nikolai Seidelin spændt på, hvordan det kommer til at gå med tilmeldingerne til næste efterårshold.
- Men de korte sommerkurser er stort set udsolgt, siger han tilfreds.
På højskolens nyligt afholdte generalforsamling var der kampvalg til bestyrelsen, idet der var hele syv kandidater til tre bestyrelsespladser. Den nyvalgte bestyrelse er Tonny Nedergaard, John Christiansen, Svend Erik Jørgensen, Klara Espersen, Jette Jepsen, Anette Jensen og Tage Andersen. Bestyrelsen konstituerer sig på et møde 10. maj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.