Hun gør en forskel: Karin fra Sydmors hædret
Karin Boel fra Sydmors IF fik DBU's "Gør en forskel"-pris
MORS: Efter en unik indsats i Sydmors IF i en lang årrække modtog Karin Boel den særlige ”Gør en forskel”-pris på DBU Jylland Region 2’s årsmøde i Aulum. Der var taktfaste klapsalver, da Karin Boel bevægede sig mod scenen mandag aften.
Den 49-årige dynamo har været aktiv i Sydmors IF siden barnsben, og hendes store engagement har bl.a. bragt hende forbi utallige udvalg og væsentlige poster i klubben.
- Karin er den éner, som alle foreninger drømmer om, lyder det slet og ret i klubbens indstilling til ”Gør en forskel”-prisen.
Karin Boels interesse for det frivillige arbejde blev vækket i klubbens kvindeseniorudvalg i 1996. Et udvalg, som senere blev slået sammen med herreseniorudvalget til et fælles seniorudvalg. Med tiden blev det yderligere til en plads i klubbens bestyrelse, men der stoppede det ikke. I de senere år har hun således også haft en større og større aktie i klubbens børne-, ungdoms- og pigearbejde.
- Hun har udviklet sig til et kæmpe aktiv og nye initiativer bliver ofte sat i gang, eksekveret og fulgt til dørs af Karin. Hun arrangerer overnatning, oplevelser fodboldcamps og meget mere. Hun mestrer det hele, lyder det fra klubben i indstillingen.
Karin nærmer sig 30 år som frivillig. Hun har siddet uafbrudt i seniorudvalget siden 1996. Siden 2002 har hun siddet i bestyrelsen, og siden 2010 har hun også været med i Børne- og Ungdomsudvalget. Herudover har hun været træner for diverse børne- og ungdomshold siden 2001.
Sammen med prisen modtog Karin Boel et diplom, en gave og en pengepræmie på 4000 kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.