Hvad skal barnet hedde? Find et navn til nye ungdomsboliger

Rejsegilde og afsløring af navnet på det store kollegiebyggeri 27. oktober

Sådan vil ungdomsboligerne på Tranevej komme til at tage sig ud. <i>Illustration: Friis & Moltke A/S</i>

Sådan vil ungdomsboligerne på Tranevej komme til at tage sig ud. Illustration: Friis & Moltke A/S

NYKØBING: Torsdag 27. oktober fejrer byggeriet af 57 nye ungdomsboliger på Mors en milepæl, da der er rejsegilde og åbent hus med pølser og sodavand ad libitum på byggepladsen på Tranevej i Nykøbing. 

Boligerne er for alle typer studerende, men byggeriet mangler et navn. Derfor udskrives der nu en navnekonkurrence – og vindernavnet afsløres til rejsegildet. Visionen bag byggeriet er at skabe en aktiv og prisvenlig ungdoms-bydel i tilknytning til Morsø’ videregående uddannelses- og sportsinstitutioner. -

- Nogle tror måske, at de nye ungdomsboliger kun er for Sports College Mors, men de er for alle, som er studerende. Derfor vil vi gerne øge kendskabet og det lokale ejerskab ved at udskrive en navnekonkurrence, hvor alle kan komme med forslag til, hvad ungdomsboligerne skal hedde, siger Ansgar Nygaard, formand for boligselskabet Nykøbing Mors. 

Konkurrencen kommer til at køre via Morsø Kommunens Facebookside fra 7. til 23. oktober - og man kan også sende en mail til ttan@morsoe.dk. Det er styregruppen bag, som kommer til at udpege vindernavnet. Vinderen vil få overrakt en oplevelseskurv med billetter og oplevelser, som knytter sig til de tilbud, der ligger i området omkring ungdomsboligerne. Blandt andet vil der være billetter til Mors-Thy Håndbolds kamp mod verdensstjernerne fra Aalborg, en teatertur i Limfjordsteatret og en lokal madoplevelse, hvor Nordic Food College spiller en rolle. 

 - Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi og se det flotte byggeri. Vi har desuden valgt at møblere et af lejemålene, så man bedre kan få en fornemmelse af boligernes størrelse, siger Ansgar Nygaard.

Fakta om byggeriet

Bygherre: Boligselskabet Nykøbing Mors

Byggeforretningsfører: Domea.dk

Totalentreprenør: Dansk Boligbyg A/S

Arkitekt: Friis & Moltke A/S

Ingeniør: Brix & Kamp A/S

 Byggeriet bliver opført i to blokke med henholdsvis 22 og 35 lejligheder. Der indrettes fællesarealer i begge fløje. Hver bolig har eget køkken, bad, altan og terrasse. Fordelingen af de 57 boliger er 51 stk. 1- rumsboliger, 4 stk. 2-rumsboliger samt 2 stk., som er handicapvenlige. De 35 af boligerne er reserveret til Sports College Mors. 

Fællesopholdsarealerne vil udgøre en central kerne i bygningerne, og det er her, beboerne naturligt mødes, når de bevæger sig rundt i huset. Det forventes, at de første beboere kan flytte ind fra sommeren 2023. Man kan allerede nu skrive sig op til plads via Domea Nykøbing Mors’ hjemmeside.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden