Hvem vil bygge her? Kommune går på frierfødder til investorer
1. oktober bliver de almene boliger Skovparken, som ingen vil bo i, kommunale. Det mest oplagte er at bygge nye lejeboliger tæt på park og strand
Opdateret kl. 13:58
NYKØBING: - Det bør være en attraktiv byggegrund for investorer. Lige ned til Østre Anlæg og i kort gåafstand til havn, strand og centrum. Og det er da også Morsø Kommunes ønske for at overtage Skovparken, at der vil melde sig en investor, som vil rive det eksisterende byggeri ned og opføre nye lejeboliger.
Det siger Meiner Nørgaard (DD), formand for udvalg for teknik og miljø. Tager man de negative briller på, er Morsø Kommune på vej til at købe katten i sækken, som ingen hidtil har villet eje. Den oprindelige ejer, Morsø Ældreboligselskab, havde fået kommunens tilladelse til at nedrive de 22 lejeboliger, som var bygget som ældreboliger, men blev midlertidigt ommærket til ungdomsboliger.
Med opførelsen af plejecentret Duelund og ungdomsboligerne Traneholm i Nykøbing var der ikke længere efterspørgsel efter Skovparkens 1970'er-byggeri, og boligselskabets administrator Domea gik videre i processen med at få nedlagt afdelingen Skovparken som almene boliger og opnå tilladelse til at rive byggeriet ned.
Men her løb man panden mod en mur. Landsbyggefonden kunne ikke umiddelbart godkende en nedrivning, uden at der bliver foretaget en omfattende og bekostelig analyse af afdelingens byggetekniske standard. Også Social- og Boligministeriet ville skulle godkende en nedrivning, og det fik Domea til at anmode kommunen om at overtage Skovparken.
Det blev godkendt af kommunalbestyrelsen lige før sommerferien. Ingen politikere havde lyst til at kommentere sagen, og udvalgsformanden erkender, at købet sker nødtvungent.
- Det sker, fordi reglerne er så rigide. Hvis boligselskabet havde fortsat som ejer, ville processen med nedlæggelse og nedrivning have taget mindst to år. Når kommunen bliver ejer, vil det kunne godkendes umiddelbart, at de almene boliger nedlægges under henvisning til, at de ikke er up to date og ikke har kunnet udlejes. Vi slipper for at betale tomgangsleje for samtlige boliger mod at overtage driften og restgælden, siger Meiner Nørgaard.
Morsø Ældreboligselskabs sidste forpligtelse vedrørende Skovparken bliver at betale betale omkostningerne ved overdragelsen, som anslås til 150.000 kroner. Overtagelsen sker 1. oktober. Det er allerede besluttet, at kommunen køber erhvervsdelen i komplekset til overtagelse til nytår. Den indeholder kommunens centralkøkken.
- Nu bliver Skovparken ren kommunal, og dermed bestemmer kommunen, hvad der skal ske. Mulighederne er at nedrive boligerne og lade et boligselskab købe grunden og opføre nye, tidssvarende lejeboliger. Eller at en privat investor overtager komplekset, som det er, og derefter realiserer en ombygning eller et nybyggeri. Vi ser gerne nye lejeboliger, som vil kunne indgå i kommunens boligstrategi, men intet er afgjort endnu, siger udvalgsformanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.