I skole på Limfjorden

Næsten 10 millioner til maritim skoletjeneste på Mors blev taget imod med kyshånd af politikerne

Så kan de godt begynde at kigge efter liv på bunden. Pengene til skoletjenesten er sikret. 
Så kan de godt begynde at kigge efter liv på bunden. Pengene til skoletjenesten er sikret.  Arkivfoto: Bo Lehm

MORS: Selv om der er tre år til, det endnu unavngivne oplevelses- og søsportscenter efter planen står klar på Nordhavnen i Nykøbing, er der allerede nu penge til at søsætte den del af aktiviteten, der drejer sig om undervisning af skolebørn.

Morsø Kommune har modtaget støtte til skoletjenesten Ophav Limfjorden fra to velbeslåede fonde. De har tilsammen givet over syv millioner kroner, fordelt på 5.951.013 kr. fra Novo Nordisk Fonden og 1.521.016 kr. fra Villumfonden. Med lokale bidrag fra Dansk Skaldyrcenter og Morsø Kommune bliver der i alt over 9,7 mio. kr. til et femårigt projekt, der strækker sig frem til udgangen af 2026.

Skoletjenesten tager sit udgangspunkt i Limfjorden, som bliver omdrejningspunktet for forskellige undervisningsforløb målrettet alle børn og unge på Mors i alderen 0-18 år. Desuden vil der blive adgang for skoleklasser i de øvrige fjordkommuner, som samarbejder med Morsø om det kommende center. Det er Lemvig, Skive, Struer, Thisted og Vesthimmerland. 

På sigt vil der være undervisningstilbud rettet mod skoleklasser bredt over hele Danmark, både via en digital læringsplatform med undervisningsmateriale om Limfjorden samt undervisningsforløb på det kommende oplevelses- og søsportscenter og Dansk Skaldyrscenter. Den nationale skalering af projektet hænger sammen med ambitionen om Mors og den vestlige Limfjord som ny lejrskoledestination for danske skoleklasser.

DTU Dansk Skaldyrcenters medfinansiering skal bruges på at renovere centrets gamle klækkeri på Ørodde, som bliver et formidlings- og undervisningslokale, der skal bruges af skoletjenesten.

Politiske roser

Bevillingerne af de mange penge blev i den forgangne uge taget til velvillig efterretning af Morsø Kommunalbestyrelse. Der faldt adskillige roser af fra politikerne:

- Fremtidens unger vil få fjorden ind på livet fra starten. Den del af naturtjenesten og naturskoletanken har haltet lidt gennem årene, men nu sætter vi massivt ind med 10 mio. kr. Det er fuldstændig vanvittigt, og andre kommuner må være grønne af misundelse over, at vi har fået den bevilling, sagde Tore Müller (S), formand for børne- og kulturudvalget. 

- Det er så fantastisk det her, og det giver mod på at forsætte dette projekt, ikke bare for kommunen, men også foreninger, organisationer og virksomheder, sagde Ellen Philipsen Dahl (DB), formand for styregruppen bag oplevelses- og søsportscentret. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden