Ikke 100 procent opbakning til fem valgsteder
Men nu er det vedtaget, at Mors fra 1. juni får fem lokaliteter, hvor der kan sættes kryds på stemmesedlen
Opdateret kl. 21:36
MORS: Der skal stemmes i valgdistrikterne 1. Nordmors, 2. Midtmors, 3. Sydmors, 4. Sydvestmors og 5. Nykøbing ved fremtidige valg og folkeafstemninger på Mors. Som ventet justerede den nye kommunalbestyrelse tirsdag den forrige bestyrelses beslutning fra 2018 om at reducere antal valgsteder fra hidtidige 18, men nu til fem og ikke seks, som den oprindelige beslutning gik ud på.
Det er en fremtidssikret løsning, som vælges, fordi den er digital, effektiv, billigere og kun kræver det halve antal valgstyrere til af afvikle processen. Men det var tydeligvis ikke en beslutning, som ret mange af de 20 fremmødte politikere var særligt stolte over.
Således socialdemokraterne Poul Kristensen og Niels Kr. Østergaard, som begge var afskåret fra at tage del i beslutninger i forrige valgperiode.
- Som indenrigsminister Kaare Dybvad har sagt, er centralisering 100 procent skabt af politikere. Dette er en serviceforringelse, som jeg frygter vil give flere sofavælgere, sagde Poul Kristensen, som dog stemte for i respekt for den enstemmige vedtagelse i 2018.
Niels Kr. Østergaard undlod derimod at stemme.
- Beslutningen i 2018 var begrundet i ny teknologi, som ville blive alt for dyr med 18 valgsteder. Men den kommer først i 2025, så hvorfor ikke køre med det gamle system i denne valgperiode, sagde han og gjorde opmærksom på, at den nuværende valgdistriktsinddeling koster 4,50 krone pr. næse med 16.000 stemmeberettigede.
Mindre skeptisk nu
Ligeledes nyvalgte Rasmus Christensen (V) havde som Karby-patriot haft det dårligt med 2018-beslutningen. Men da han i forbindelse med sit job på kommunen fik til opgave at udbrede coronatiltag til 18 valgsteder ved KV 21, indså han, at tiden måske var løbet fra strukturen.
- Jeg er mindre skeptisk nu, og jeg synes, fem valgsteder er bedre end seks. Hvis vi samtidig kan tilbyde valgbus og indrette vagcafeer alle fem steder, kan det blive helt godt, sagde han. Peter Therkildsen (V) fulgte op ved at påpege, at presset økonomi havde tvunget Morsø til at vælge mellem færre kommunalpolitikere eller færre valgsteder.
Ellen Philipsen Dahl så en fordel ved, at de fem valgsteder får et vist volumen af stemmeberettigede.
- Der vil være børn og unge de steder, hvor valghandlingen er, og det er vigtigt at lære dem betydningen af at stemme i en situation, hvor andre kæmper for at få lov til det, sagde hun.
De fem valgsteder får deres ilddåb ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni. Kommunalbestyrelsen godkendte også fordelingen blandt partierne af de 49 valgstyrere, der bliver brug for.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.