Ikonisk bygning var truet af nedrivning: Nu er den reddet

To landmænd har købt den historiske Sdr. Dråby Købmandsgård, og de vil bevare den

Sdr. Dråby Købmandsgaard blev opført lige efter næringsloven af 1857, der ophævede købstædernes handelsmonopol. Den var i drift frem til 2014.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Sdr. Dråby Købmandsgaard blev opført lige efter næringsloven af 1857, der ophævede købstædernes handelsmonopol. Den var i drift frem til 2014.  Arkivfoto: Bo Lehm

SDR. DRÅBY: En markant historisk bygning på Nordmors ser ud til at være reddet fra nedrivning. Det er Sdr. Dråby Købmandsgård, som er blevet købt af to lokale landmænd. Det er Ivar Søndergaard, som driver landbrug fra Skarrehage, og hans søn Jesper Søndergaard, der har gård i Jørsby.

- Handelen faldt på plads for 14 dage siden. Det skete efter en tvangsauktion, hvor nogle formidlere købte bygningerne op for at sælge dem videre. Så gården er reddet. Vi har tænkt os at koste på at sætte stuehus og butik i stand og udleje hallerne bag ved til det, der viser sig at være behov for, siger Ivar Søndergaard.

For tre år siden søgte den daværende ejer, entreprenør Torben S. Sørensen, kommunens tilladelse til at nedrive beboelsesdelen af købmandsgården, der i 1999 blev præmieret med Morsø Kommunes Bevaringspris. Ejeren boede i huset sammen med sin familie, men ønsklede på grund af mistanke om skimmelsvamp i bygningen at rive den ned og bygge nyt. 

Museet imod nedrivning

Et flertal i Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø så ingen anden udvej end at give nedrivningstilladelse. Det blev dog frarådet af Museum Mors under henvisning til museumslovens forpligtelser til at bevare og vedligeholde historisk bygningsmasse. Tilladelsen blev givet, men aldrig ført ud i livet, og det glæder Anders Have, direktør for Museum Mors.

- Det er enormt positivt, at et sådant værdifuldt minde bliver bevaret og tilmed med henblik på at bruge bygningen til noget, der kan være til gavn for øen på sigt. Nu ved jeg ikke, om den skal være sommerhusbeboelse, men der mangler overnatningsmuligheder. Uanset om det er til fritid eller permanent bolig, kan den få stor betydning for landsbyen fremadrettet og være en inspiration for andre. Fra museets side vil vi gerne stå til rådighed med gamle billeder eller oplysninger i forbindelse med istandsættelsen, siger Anders Have.

- Købmandsgården er reddet, forsikrer Ivar Søndergaard. Han er også formand for Ejerslev Havn og ejer jord omkring den, som han stiller til rådighed til fritidsformål.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

- Købmandsgården er reddet, forsikrer Ivar Søndergaard. Han er også formand for Ejerslev Havn og ejer jord omkring den, som han stiller til rådighed til fritidsformål.  Foto: Bo Lehm

De nye ejere er allerede gået i gang og har undersøgt bygningerne.

- Jeg tror, det med skimmelsvamp bare var noget, folk gik og snakkede om. Der skal fyres og luftes ud, og så skal der mures nogle enkelte vægge op. Udvendigt ændrer vi ikke noget bortset fra at male bygningerne, rydde op og fjerne ukrudt. Taget har vist sig at være i fin stand. Det kostede den mangeårige ejer Niels Hjorth på for ikke så mange år siden. Vi sætter i stand med henblik på udlejning til beboelse, siger Ivar Søndergaard.

De nye ejere har konstateret, at købmandsgården er i god stand.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

De nye ejere har konstateret, at købmandsgården er i god stand.  Arkivfoto: Bo Lehm

Også lagerbygningerne er der planer for.

- Der er en stor kornhal, som vi håber på at leje ud til opbevaring af enten korn eller træpiller. En tømrer og andre håndværkere har udtrykt interesse for at leje andre af bygningerne. Der er også en brovægt, som vi håber selv at få fornøjelse af, enten på stedet eller ved at flytte den hjem til en af os. Det er de foreløbige planer, siger den nye medejer af Sdr. Dråby Købmandsgård.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.