Ildebrand i tørringsanlæg med tonsvis af korn
Brandfolk kæmper med ildebrand hos foderproducent på Mors
Opdateret kl. 19:27
MORS: Fredag eftermiddag opstod der ildebrand i et korntørreanlæg hos Mollerup Mølle A/S. Det var på Østervang, Mollerup, midt på Mors.
- Den er vi ved at prøve at få styr på nu. Det er en lidt kompleks opgave, for oven over tørringsanlægget ligger der cirka 80 tons korn. Så vi skal prøve at slå ilden ned uden at få vand i kornet, så vi kan få det ud, fortalte indsatsleder Henrik Gade Jespersen fra Nordjyllands Beredskab fredag ved 17.30-tiden.
Planen var på det tidspunkt at få kornet over i en hal, hvor beredskabet så stod klar med vandslangerne i tilfælde af, at der skulle komme gløder med.
- Vi prøver at holde branden i skak samtidigt med, at vi tømmer siloen, lød det fra indsatslederen.
Der var kaldt assistance fra flere stationer og Beredskabsstyrelsen.
Mollerup Mølle leverer foderblandinger og grovvarer.
Ved 18.15-tiden kunne Jakob Pedersen fra den familieejede virksomhed fortælle, at arbejdet med at tømme kornet over i hallen var afsluttet.
- Nu skal vi lige undersøge, hvor meget der har taget skade. Men jeg regner med, at vi kan starte op igen i morgen, fortalte Jakob Pedersen.
Ilden opstod i et såkaldt gennemløbstørringsanlæg, hvor kornet er i bevægelse hele tiden, og hvor der suges varme igennem, så kornet tørres.
- Du har gasbrændere på den ene side og en sugesektion på den anden side, og så suger du al den varme luft igennem. Men så kan der altså springe en gnist, forklarer Jakob Pedersen.
Mollerup Mølle har både varslingsanlæg og faste procedurer for den slags situationer. Men denne gang har det altså været nødvendigt at tilkalde hjælp for at få anlægget kølet ned.
Der var ikke fare for mennesker, da ilden opstod.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.