Hunden slap for at komme ind i himlen: Nu har den sagt tak til sine redningskvinder
Frynseklinikken reddede Jacks liv. Torsdag besøgte den lille hund dem igen
Opdateret 01. september 2023 kl. 13:06
For Claus Kjær Christoffersen var det en skæbnesvanger dag, da han for nogle år siden gik til dyrelægen med sin hund Jack. Her fik han at vide, at Jack skulle opereres i forbindelse med en plet på øjet, en operation, som ville koste cirka 7000 kroner.
- Dengang var jeg på kontanthjælp. Det havde jeg slet ikke råd til, så jeg havde ikke andet valgt end at få ham aflivet. Men så kom Frynseklinikken heldigvis forbi, fortæller han.
Mobil dyrelægeklinik
- Det er Frynseklinikken, som har reddet Jacks liv. Det viste sig, at det var en fejldiagnose ved dyrelægen, og han blot skulle have noget medicin. Godt en uge efter besøget hos klinikken var Jack helt frisk igen, fortæller Claus Kjær Christoffersen.
Frynseklinikken er Danmarks første nonprofit mobile dyreklinik. De kører rundt i hele landet og tilbyder billig dyrlægehjælp til ressourcesvage borgeres kæledyr.
Cirka hver fjerde måned lægger de vejen forbi Perlen i Nykøbing.
Jack lunter rundt på parkeringspladsen foran Perlen. Han har travlt med at hilse på de andre fremmødte dyr. Da døren åbnes til den mobile klinik løber han glad ind og hilser på sine redningskvinder.
Selvom Claus Kjær Christoffersen og Jack kommer fra Struer, har de valgt at tage turen til Nykøbing:
- Jeg stoler på Frynseklinikken, og så er det rart, at man kan få tjekket sin hund for de midler, man nu engang har, fortæller han.
Det er dyrelæge Jette Hermansen og assistent Stine Valentin Christensen, som til dagligt kører den mobile dyrelægeklinik i Jylland.
- Det er et utroligt givende job. Vi kan hjælpe nogle dyr, som ellers ikke ville have fået hjælp, fortæller Jette Hermansen
Første gang
- Det er første gang, jeg er her, men det er da et super initiativ. Så kan man få dyrelægehjælp, selvom man ikke har så meget at rykke med. Jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for lige at få tjekket Pelle, og så vil jeg gerne lære at klippe hans negle, så jeg selv kan gøre det for eftertiden, fortæller Lene Jensen, bosat i Nykøbing og hundemor til Pelle.
Parkeringspladsen er fyldt med andre, der ligesom Lene Jensen ser frem til at få tjekket deres små venner igennem.
- Folk er simpelthen så søde, og selvom de ikke har så mange penge til dyrene, så ser vi ubegrænset kærlighed. Vi oplever også, at de dyr, folk kommer med, faktisk bliver rigtigt gamle, og langt hen af vejen har det godt, fortæller Jette Hermansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.