Historie

Kennedy's ordsmed går igen på Nordmors

Fornemt besøg fra USA i Ejerslev Kirke 24. maj

En mediebegivenhed på Mors i 2003. Ted Sorensen besøger Ejerslev Kirkegård ledsaget af museumsmanden og politikeren Per Noe. Bag dem Ted Sorensens datter og Morsøs borgmester Egon Pleidrup. 
En mediebegivenhed på Mors i 2003. Ted Sorensen besøger Ejerslev Kirkegård ledsaget af museumsmanden og politikeren Per Noe. Bag dem Ted Sorensens datter og Morsøs borgmester Egon Pleidrup.  Arkivfoto: Poul Erik Bilstrup

Opdateret kl. 21:16

EJERSLEV: "Ich bin ein Berliner!" 

Overrumblende ord, sagt af den amerikanske præsident John F. Kennedy fra Schöneberg Rådhus i det da indeklemte Vestberlin, da den kolde krig var på frysepunktet i sommeren 1963.

Manden, der skrev dem, og dermed visionært kaldte alle frie mennesker i verden for berlinere, stammede fra Mors. Han hed Ted Sorensen og blev verdensberømt som den ikoniske præsidents rådgiver og taleskribent. I 2003, nogle år før sin død i 2010, besøgte Ted Sorensen Ejerslev Kirkegård for at se sine forfædres grave.

Nu, 20 år senere,  sker det igen, dog i skikkelse af Sorensens enke Gillian, der har sagt ja tak til en invitation fra Ejerslev Kirkes menighedsråd. Onsdag 24. maj er rådet vært ved et eftermiddags-arrangement i kirken og glæder sig til, at der igen kan blive sat fokus på Sorensen-familiens tilknytning til Mors.

Ted Sorensen var gennem hele livet stolt af sit danske ophav. Han glemte aldrig, at han var barnebarn af danske udvandrere fra Mors, og det var en stor glæde, da han selv besøgte Ejerslev. 

Det er en stor ære, at Gillian Sorensen deltager. Hun var gift med Ted Sorensen i over 40 år, og hun er en stor personlighed, skriver menighedsrådet i en pressemeddelelse. 

Det er første gang, Gillian besøger Mors, så menighedsrådet glæder sig til at kunne vise hende det sted, som havde en særlig plads i hendes afdøde mands hjerte, og hvor hans forfædres verden gik fra. 

Gillian Sorensen er i øvrigt ikke et uinteressant bekendtskab. Hun er tidligere assisterende generalsekretær i FN for eksterne forbindelser og arbejder i dag med grupper og organisationer, der er engageret i fred, retfærdighed, udvikling, flygtninge og menneskerettigheder.

Ted Sorensen og John F. Kennedy. Det tætte samarbejde mellem dem blev brat afbrudt, da præsidenten blev dræbt ved et attentat i Dallas 22 november 1963.  Foto: Robert Knudsen, White House/John F. Kennedy Library

Gillian Sorensen er ikke det eneste store navn, der lægger vejen forbi Ejerslev Kirke denne majdag. Chefredaktør på det danske netmedie om amerikanske forhold, Kongressen.com, Anders Agner, vil som en del af arrangementet holde et oplæg om Ted Sorensen, og han glæder sig til at være med til at fejre den berømte taleskrivers liv, virke og tilknytning til Mors.

- Jeg havde fornøjelsen at interviewe Ted Sorensen tilbage i sommeren 2010, få måneder før han døde. Og det var tydeligt, hvor meget hans danske ophav betød for ham. Både hans familie og venner har siden hen fortalt mig, at han konsekvent svarede ’Nebraska and Denmark’, når folk spurgte, hvor han var fra. Derfor blev jeg også glad, da jeg hørte, at menighedsrådet i Ejerslev på denne måde gerne ville fejre Ted Sorensen, og jeg glæder mig meget til at være en del af det, siger Anders Agner.

Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen (V), vil være blandt æresgæsterne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden