Klar til spadestik: Små elever på stor skole får nye lokaler

Politikerne har frigivet 11,5 mio. kroner til ny tilbygning til M. C. Holms Skole

Den ny tilbygning til M. C. Holms Skole skal opføres der, hvor Limfjordsteatrets gamle bygning lå. Foto: Bo Lehm

Den ny tilbygning til M. C. Holms Skole skal opføres der, hvor Limfjordsteatrets gamle bygning lå. Foto: Bo Lehm

NYKØBING:Meget snart bliver det første spadestik taget til en ny tilbygning til M. C. Holms Skole i Nykøbing. Kommunalbestyrelsen vedtog tirsdag at frigive 11,5 millioner kroner til byggeprojektet.

Det er over et år siden, politikerne vedtog en helhedsplan for skolen, som skal skabe bedre sammenhæng mellem børnehuset og skolen og gøre overgangen tryggere for de små børn. Det ny byggeri er en vigtig del af den plan.

Da planen blev vedtaget i juni 2020, var det meningen, at den ny bygning skulle rumme fem klasseværelser, foruden et fællesareal og en forbindelsesgang til den eksisterende bygning. Da politikerne skulle vedtage budgettet for 2021, blev der imidlertid skåret en million kroner af bevillingen i forhold til den oprindelige plan.

Det har derfor været nødvendigt at tilpasse byggeprojektet, så det passer til pengene. Det vil sige, at arealet er reduceret, så der bliver plads til fire klasselokaler i stedet for fem.

Projektet har været i licitation, og resultatet ligger inden for den økonomiske ramme. Det er planen, at bygningen skal stå færdig til det ny skoleårs begyndelse i august 2022.

På kommunalbestyrelsesmødet fremhævede Tore Müller (S), formand for børne- og kulturudvalget, at det handler om at sikre de yngste elever nogle blidere skift.

- Man har taget udgangspunkt i den pædagogiske tænkning, og så har man tegnet nogle bygninger, der passer til det, sagde han.

Peter Lillebæk (V) sagde:

- Det er en rigtig god og også en nødvendig sag. Vi har haft nogle pavilloner, som vi gennem nogle år har haft en ret stor udgift ved.

Foreløbigt er der ikke afsat penge til at forbedre skolens legeplads og øvrige udearealer. Tore Müller henviser til, at kommunen har fået udarbejdet en samlet plan for de kommunale legepladser.

- Den er M. C. Holm en del af, oplyser udvalgsformanden.

Til gennemførelse af den samlede plan har udvalget indsendt et budgetønske på 800.000 kroner årligt for de kommende fem år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.