Klø til Sallingsund: Taber med fem
Sallingsund FC kunne ikke stille meget op mod Højslev Station IF
GLYNGØRE: Sallingsund FC var på en svær opgave torsdag aften, da de hjemme tog imod topholdet Højslev Station IF i Serie 2. Det har været en svær sæson for Sallingsund FC, som ligger næstsidst i Serie 2 med fire point. Og der var ikke meget, som Sallingsund FC kunne stille op mod topholdet, da de tabte 0-5 torsdag aften.
- Det er lidt den samme historie, som de tidligere kampe. Vi er fortsat skadesramte og kæmper for at stille hold, så vi har svært ved at finde rytmen for tiden, siger træner for Sallingsund FC, Jeppe Poulsen.
De første 10 minutter var Sallingsund FC fint med og kom frem til en chance, som med lidt mere skarphed kunne have givet en scoring. Men herefter tog Højslev Station IF over og dominerede kampen. Efter 13 minutter kom første scoring, da en personlig fejl i Sallingsund FC forsvaret skabte en friløber til Højslev Station IF.
- De havde alt for let ved at spille igennem, og de vandt alle dueller, siger Jeppe Poulsen.
I første halvleg blev det også 0-2 og 0-3. Igen var det personlige fejl i Sallingsund FC forsvaret, som skabte chancerne.
- I pausen snakkede vi om, at vi skulle sørge for, at det ikke blev grimt. Men vi løb tør for kræfter i anden halvleg og havde ikke meget at skyde med for bænken, så vi kunne ikke undgå, at de scorede igen, siger Jeppe Poulsen.
I anden halvleg var Sallingsund FC chanceløse og skulle primært parere Højslev Station IF angrebene. Men to gange var forsvaret åbent og gæsterne kunne score igen.
Dermed tabte Sallingsund FC 0-5, og det begynder for alvor at se svært ud i bunden af Serie 2.
- Vi er ved at indstille os på, at vi måske skal en tur ned i Serie 3. Men indstillingen i truppen er, at det vil være godt at møde hold på et mere jævnbyrdigt niveau, og forhåbentligt kan vi komme tilbage med fornyet selvtillid, siger Jeppe Poulsen.
Kampfakta:
Fodbold, serie 2
Sallingsund FC
Højslev Station IF
Resultat: 0-5
Pausestilling: 0-3
Mål: 0-1 (13), 0-2 (38), 0-3 (45), 0-4 (47) og 0-5 (69)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.