Kommentar: Lad knivene blive i skuffen i aften

Nu skal vælgerne tale i Thy og på Mors. Og politikerne skal lytte

De tre mest oplagte bud på en borgmester i Thisted Kommune i en og samme lygtepæl. Foto: Bo  Lehm

De tre mest oplagte bud på en borgmester i Thisted Kommune i en og samme lygtepæl. Foto: Bo Lehm

THY-MORS:De lange knives nat kalder man i folkemunde valgnatten efter kommunalvalgene, og det er ikke uden grund. Mange spegede aftaler er gennem årene blevet til i de sene nattetimer, når ”rovet” skal fordeles mellem partierne.

Efter dagens valghandling i Thisted og Morsø Kommune går konstitueringsspillet for alvor i gang, når valgresultatet er kendt midt på aftenen. Herfra skal lyde en klar opfordring til de centrale aktører: Lad knivene blive i skuffen. Undlad at dolke dine politiske modstandere men gå til forhandlingerne med den indstilling, at nu har vælgerne talt, og det fingerpeg, de har givet, skal respekteres.

I Morsø Kommune har den seneste valgperiode været rolig. Det skyldes ikke mindst, at borgmester Hans Ejner Bertelsen var generøs på valgnatten for fire år siden. Selv om Venstre havde sikret sig absolut flertal i kommunalbestyrelsen blev alle valgte partier inviteret med i konstitueringen. Den manøvre har i alt væsentligt givet stabilitet og ro i fire år. Nogle gange på bekostning af den politiske diskussion, som man godt kunne ønske sig lidt mere af, men ikke desto mindre er ro på bagsmækken at foretrække i det kommale selvstyre.

Helt så roligt er det ikke gået for sig i Thy, hvor konstitueringen mellem Venstre og socialdemokraterne er mere snæver. De to partier mener selv, at de konservative for fire år siden skam blev inviteret med til bordet, mens de konservative har den opfattelse, at der kun var krummer tilbage på det bord.

Nu skal vælgerne tale, og det bliver særdeles interessant at se, hvordan mandatfordelingen ser ud, når de sidste krydser er sat klokken 20 i aften.

Et forsigtigt gæt herfra er, at den nye kommunalbestyrelse i Thisted Kommune igen vil have tre store parter i S, V og K. Måske vil der kunne mønstres et rent borgerligt flertal med V og K samt Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Hvis det er tilfældet har V og K på forhånd sagt, at så skal Thy have en borgerlig borgmester, og om det så bliver konservative Jens Kr. Yde eller Venstres Niels Jørgen Pedersen, det vil man lade være op til de personlige stemmetal. Dog har både DF og NB på forhånd valgt side og peger på Jens Kr. Yde. Men vil det nu også være redeligt for et eventuelt borgerligt flertal at konstituere sig smalt til høje for midten? Næppe! Borgmester Ulla Vestergaard og socialdemokraterne vil måske igen blive kommunalbestyrelsens største parti. Hvis det er tilfældet, er det så klokkeklart et fingerpeg fra vælgerne, at det vil være skammeligt at sidde overhørigt. Derfor: Hvis Thisted Kommune igen får tre store partier i kommunalbestyrelsen, så bør alle muligheder afsøges for at få alle tre partier med i konstitueringen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.